For blot et år siden så det noget mørkere ud for den 22-årige unge mand. Han var droppet ud af sin erhvervsuddannelse som bygningsmaler, blot et halvt år før afgangsbeviset var hjemme.
Så startede han på Produktionsskolen Nordvestjylland i Holstebro.
– Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvilken retning jeg ville gå, inden jeg startede på produktionsskolen, siger han.
Læs mere her: Unge på produktionsskoler kommer i uddannelse eller job
Produktionsskolen banede vejen
På Produktionsskolen Nordvestjylland prøvede Laust Duly Jakobsen kræfter med mange forskellige fag. Han arbejdede med metal, malede sommerhuse, ordnede cykler og lagde flisegulv. Forløbet på skolen var springbrættet til at starte på den Kombinerede Ungdomsuddannelse, KUU.Nu har Laust Duly Jakobsen fundet ud af, at han vil være scenetekniker. Arbejdet med opsættelse, lyd og lys er noget, der fascinerer ham meget. Noget han har savnet førhen.
– Produktionsskolen har hjulpet mig videre. Jeg ved jo, hvad jeg vil nu, siger han.
Laust Duly Jakobsen har fået spandevis af praktisk erfaring og forskellige kurser, som giver et bedre grundlag for at søge job, når afgangsbeviset er i hånden.
Uddannelsesparat
Det er dog ikke sikkert, at han ender med et uddannelsesbevis fra KUU i Holstebro. Som det ser ud i øjeblikket, er han blevet så glad for livet som scenetekniker, at han overvejer, at gå i gang med uddannelsen med det samme.– Jeg er overbevist om, at scenetekniker er vejen for mig, siger Laust Duly Jakobsen.
Uddannelsen som scenetekniker vil tage ham hele vejen fra Holstebro til Frederikshavn, men det skræmmer ham ikke.
– Jeg tænker på at stoppe på KUU før tid. De har opnået det, de skulle: At give mig lyst til at fortsætte videre i systemet, forklarer han.
