Smarte tv koster 5-25.000 kroner og er aldrig rigtig smarte.
Men de dimser, der gør et dumt tv smart – WD TV, Apple Tv osv. osv. – koster altså kun 700 kroner og kan, i modsætnng til 10.000 kroners tv, skiftes efter behov.
Og i denne uge blev det lige blevet endnu billigere at gøre sit tv smart.
Google Chromecast er på størrelse med en forvokset USB-nøgle. Man sætter den ind i en af HDMI-portene bag på sit tv. Er tv’et udstyret med HDMI 1.4 eller bedre, behøver dimsen ikke engang strøm fra egen strømforsyning (der ellers medfølger).
Den behøver heller ikke netkabel.
Den går direkte på hjemmets trådløse netværk. Og kan så spille
- musik, film, tv, man har liggende
- Youtube
- Netflix og
- en del andre tjenester.
Den kan endda smide en web-browser op på tv’et, så man kan se fotoalbums, Facebook og meget mere i fællesskab. Videoen fra Google viser det nogenlunde godt.
Chromecast fjernbetjenes med mobil eller tablet, så man skal have sådan en i forvejen.
Det utrolige? Dimsen koster 200 kroner i USA og lander nok på omkring 300 i Danmark. Med lidt held kommer der snart nogle flere danske artikler om dyret, der er lige så kloge som denne af Jeff Jarvis.
Hardwaresiden har altid links til en masse billige, store tv med HDMI 1.4 og Elgiganten plejer altid at være frisk på at kaste et 40 tommer LED-tv efter en til 2.777 kroner (!) efter ærede kunder.
Køb aldrig, aldrig, aldrig et dyrt Smart-tv. Billige tv og billige streaming/afspiller-dimser er den eneste rigtige vej at gå.
USB-nøgler
Jeg render altid rundt med en 32 Gb USB-nøgle i lommen. Nogle gange skal jeg i embeds medfør flytte filer på steder hvor jeg ikke har adgang til netværket.USB-nøglen er også nyttig at have film, musik og tv på. Så kan uinspireret togtid eller en regnfuld kolonihavedag gøres lidt sjovere eller mere lærerig.
Jeg bruger hvad jeg selv troede var det ypperste. Et lille sæt fra Kingston, der gør det muligt at flytte data mellem mobiler, kameraer, bærbare og alle mulige pc’er, medieafspillere og tv-apparater.
Men bruger man lidt flere penge kan man få en endnu mere avanceret USB-nøgle i bukselommen.
Lommefilserver
SanDisk Connect Wireless Flash Drive indeholder også et 32 Gb MicroSD-kort. Dimsen kan også sættes i nøgleringen og i alle USB-port.Anbragt i USB-porten kan den suge strøm og afgive data til apparatet. Men her kommer så det spændende.
USB-nøglen laver sit eget trådløse netværk som alle omkringstående apparater kan komme på. Bærbare, tablets og mobiler kan så trådløst overføre data fra USB-nøglen.
USB-nøglen kan understøtte afspilningen af op til tre samtidige 720p-film.
Faktisk har den også et lille batteri i sig og skulle kunne holde sig kørende i op til fire timer uden at være sluttet til en USB-port.
Man kan altså også tage den ud af computeren/autoradioen/medieafspilleren og smide et eller andet sted hvor folk har brug for dens data (børneværelset, LAN-festen, direktionslokalet).
Vi har haft disse transportable, trådløse servere blandt os en rum tid (Wi Drive og Pocket Playlist er gode eksempler). Men Sandisk har bøffet både størrelse og pris væsentligt ned og skulle engang i løbet af august kunne sælge en 32 Gb USB-nøgle til omkring 400 kroner.
Hardwaresiden linker som altid til både USB-nøgler, hukommelseskort og NAS’er.
De bærbare
De billige og købeværdige. Der er mange købeværdige maskiner og blandt de billigst ligger Toshiba Satellite Pro C850 som altid som den billigste. Men hvilken af de tre modeller skal man dog købe? Følger vi de blændende indkøbsråd på Sådan tjekker du styrken på din kommende bærbare, træder model 1KO frem som den bedste. Dens processor giver 3288 – lige lidt mere end konkurrenternes 2665 og 2852. Der er også en halv til en hel gang bedre til at spille på. 1H8 med en Passmark-score på over 4004 og en pris på 3.645 kroner er nu heller ikke et dårligt køb.De billige, købeværdige og store. Der er igen fire interessante. 4000 kroner giver en Passmark-score på 4004. 6000 kroner giver en Passmark-score 7100. Den ekstra udgift er kun fornuftig, hvis man har tænkt sig at redigere billeder og video.
De lækre og billige studiebærbare. Har skærme på 13.3 eller 14” og lidt svagere processorer. Her er der 4 købeværdige. Vivobook er et godt tilbud hvis man kan lide berøringsfølsom skærm og Windows 8. Er man til mere klassisk omgang med den bærbare, bør man hellere købe en af de andre. Toshibaen er billigst og kan rumme mest. Lenovo U310 har hybriddisk og en bedre batterilevetid.
Spille-klumperne koster som altid mellem 7- og 9.000 kroner og Notebookcheck beretter som altid om grafikkortenes fabelagtige evner (i opløsningen 1366*768). Vi venter stadig på en bærbar i 6.000-kroners klassen, der kan spille bare nogenlunde ordentligt. Til jul, håber jeg.
Læs alt om at købe bærbar i vores guide: Sådan køber du den bedste bærbare og Sådan tjekker du styrken på din kommende bærbare.
Tablets
Der skal sidde en quad-core processor i dyret og der skal Android 4.2 i det, før det er rigtig sjovt.Det betyder 1.500 kroner for en 7″ skærm og 2.000 for en 10″ skærm.
En tablet kan næsten ikke blive så sjov eller nyttigt, at det kan betale sig at bruge flere end 2.000 sammensparede og beskattede kroner på den.
Jeg har, som så mange andre danskere, haft mine problemer med at finde på noget at bruge tabletten til. Men med Googles Chromecast ser de ud til at de små, dyre dobbelthagespejle bliver lidt nyttigere.
Stationære
Opgradér din gamle stationære. Lad være med at købe en ny.I denne måned fik vi skrevet en meget grundig artikel om opgradering af gamle, stationære computere.
Konklusionen var: man kan nå nogenlunde langt for 600 kroner. Men så skal man heller ikke poste flere penge i dét projekt.
Bedste skærm, tv, projektor
TV? Størst er bedst, smart er ligegyldigt.Skærm? Gå igen efter den billigste. Du kan altid sætte en Google Chromecast/Rasperry Pi/Rikomagic til den, hvis du vil have avancerede muligheder og frustrationer.
Hardwaresiden har nogle fabelagtige oversigter ude i venstre side.
- 24″ skærme koster 1.000 kroner.
- 27″ skærme koster 1.600 kroner.
- 32″ tv koster 2.500 kroner. (Husk at opløsningen skal være 1080p)
- 42″ tv koster 3.500 kroner.
- 50″ tv koster 5.000 kroner.
- Et 4K tv koster 15.000 kroner.
Man kan sætte både stationære og bærbare til 40″ tv-apparater (2.700 kroner) med en vis succes og stationære pc’er kan forbindes til 3*24″ skærme (i alt 3.000 kroner).
Kan man leve med at se film i 720p – og det er man tit tvunget til – kan man eventuelt eksperimentere med en billig projektor til omkring 3.300 kroner.
Men projektorer er komplicerede apparater, så læs godt på projektor-vejledningen, inden du køber. Selvom projektorer kan lave 142″ billeder, vil de fleste nok sætte mere pris på et almindeligt 40-42″ tv. Især når disse efterhånden koster under 3.000 kroner!
Kameraer
Der er ikke rigtigt kommet nogle nye superkameraer. De fremragende kameraer er bare blevet et par 100 kroner billigere siden sidst i De bedste feriekameraer.Links
Hardwaresiden. Det er her, man får overblik.Køb aldrig på afbetaling. Du kommer i sidste ende til at betale 400 kroner pr. måned for den samme bærbare, som jeg køber til 200 kroner pr. måned.
Sådan køber du den bedste bærbare og Sådan tjekker du styrken på din kommende bærbare. Snyd ikke dig selv med en svag tilbuds-bærbar.
Køb de bedste tv’er, skærme og projektorer. Størst er bedst. Smart er ligegyldigt.
Fornøjelse med en surround-forstærker. Selv under pres.
Find det bedste kamera. Eller behold dit gamle og lær at bruge det bedre.
Find de gratis glæder. Ikke alting her i verden drejer sig om hardware. Selvfølgelig skal man ikke købe dumt, men nytten og fornøjelsen af de smarte dimser hænger ikke udelukkende sammen med processorstyrke.
