Det kan være hverdagen for arbejdsløse. Følelsen af at være ensom rammer nemlig i højere grad folk, der står uden for arbejdsmarkedet end dem, der er i job.
17,8 procent af kontanthjælpsmodtagere føler sig uønsket alene. Hos førtidspensionister og arbejdsløse føler henholdsvis 15,2 og 9,1 procent sig ensomme. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danskernes sundhed, Den Nationale Sundhedsprofil 2013.
Af dem i arbejde er kun 3,2 procent uønsket alene, viser undersøgelsen.
Brug for snak over frokosten
Ifølge stressekspert og psykolog Helle Alsted har mennesket behov for at være en del af et fællesskab. Det kan være svært at opretholde, hvis man ikke er en del af det naturlige fællesskab på en arbejdsplads.– Personer uden for arbejdsmarkedet skal selv ud at opsøge andre mennesker, fordi de ikke ser kolleger hver dag. De er derfor ofte meget alene og mangler at følge med i andres liv på godt og ondt. De mangler at have kolleger, de kan dele ting med hen over frokosten, siger hun.
Det er ifølge Helle Alsted en god idé at finde et tilbud eller en aktivitet, som giver et fællesskab. Et jobsøgningsnetværk, en jobklub eller en fritidsaktivitet, hvor man kan snakke med andre i samme situation eller folk, der har samme interesser.
Hos 3F-afdelinger er de begyndt at holde jobklubber for ledige. Formålet er at hjælpe med jobsøgning, men flere steder kan ledige bare komme og få en snak med andre, der er i samme situation.
Socialt netværk uden arbejde
Hos netværket for ledige “Behandl os ordenligt”, arbejder de med at støtte og hjælpe folk uden for arbejdsmarkedet. Talsmand Peder Bæk oplever tit, at folk skriver til ham personligt eller på netværkets Facebooksider, at de føler sig ensomme, efter de er blevet ledige.– Der er flere, der skriver, at de aldrig havde troet, at de ville føle sig ensomme. Men en stor del af vores netværk er jo på jobbet, så der er en del, der føler sig helt alene, når de ikke har det netværk længere. Det føles, som om man bliver udstødt af samfundet, når man ryger ud af arbejdsmarkedet, siger han.
Netværket holder informationsmøder, hvor det er muligt at komme ud lokalt og møde andre ledige. Dem, der dukker op, får meget ud af at mødes og snakke med hinanden. Men Peder Bæk vil gerne se endnu flere, for det er en mulighed for at få et nyt socialt netværk.
