Mureren Anders: Derfor vil jeg hellere have den nye regering end den gamle

Her er det, som en murer, en tillidsrepræsentant og en Arne-pensionist synes er vigtigt ved den nye regering.
- Murersvend Anders Dahl foretrækker den nye regering frem for den gamle
- Bent Damgaard, tidligere tillidsrepræsentant, glæder sig over stigning i Arne-pension og mulig tilbagevenden af store bededag.
- Tommy Bendorff, chauffør på nedsat tid og tillidsrepræsentant, ønsker stop for yderligere stigning i pensionsalder og roser regeringens løft af Arne-pensionen.
Mange danskere fulgte med, da den nye regering tirsdag afslørede, hvad de har siddet på Marienborg og forhandlet om i mange dage og aftener med.
Skat, drikkevand, folkeskole, svineproduktion og meget mere, som man kan læse i det regeringsgrundlag, som de fire partiledere lagde frem sidst på dagen.
Foreløbig er Anders Dahl, murersvend fra Vejle, positiv over det han har hørt.
– I skurvognen er vi rørende enige om, at vi hellere vil have en rød end en blå regering. Hvor rød regeringen så er, det kan vi diskutere. Men jeg vil helt sikkert hellere have den nye regering end den gamle, fastslår han.
For ham er pensionsalder noget af det allervigtigste.
– Som reglerne er nu, skal min børn arbejde til de er 74 og 76 år. Og jeg kan jo heller ikke arbejde, til jeg bliver så gammel, siger han.
Anders Dahl mener, at alle skulle have lige så gode pensionsforhold som politikerne på Christiansborg. Men han synes, det er i orden at nedsætte en kommission, som skal se på det fremtidens pensionsalder.
– Bare det ikke tager for lang tid, siger han.
Anders Dahl er også spændt på, hvem der skal betale regningen for gratis tandlæge og for at få store bededag tilbage.
– Selvfølgelig vil jeg gerne have en fridag tilbage, det er klart. Men hvad kommer det til at koste – det er afgørende, mener han.
Håber på højere Arne-pension
I Ikast fulgte Bent Damgaard godt med på tv, da den ny regering blev vist frem. Han er tidligere tillidsrepræsentant på Færch Plast i Holstebro, og i dag på Arne-pension.
– Mette Frederiksen lagde stærkt ud på pressemødet, blandt andet med at Arne-pensionen skal stige med 3.000 kroner, mener Bent Damgaard.
Han håber, det bliver fra 2027, for så vil han kunne få glæde af det i et år. Bent Damgaard har nemlig halvandet år tilbage med Arne-pension.
– Det vil jo være 36.000 kroner mere næste år, end jeg regnede med. Så det er rigtig godt, bare jeg så ikke bliver modregnet for min private pension, siger han.
Bent Damgaard var desuden positivt overrasket over, at store bededag – måske – kommer tilbage fra 2030.
– Det var nok det, jeg var allermest overrasket over. Sammen med gratis tandlæge. Jeg ser regeringsgrundlaget med positive briller – også med hensyn til lavere moms på fødevarer, siger han.
– Ja, jeg er faktisk virkelig positivt overrasket. Var det endt med en blå regering, havde det set helt anderledes ud, mener Bent Damgaard.
Pensionsalder skal helst ikke stige mere
Tommy Bendorff er 64 år og tillidsrepræsentant og chauffør på nedsat tid i et firma i Aabenraa.
Jeg vil helst have, at pensionsalderen stopper på 67, så folk kan få noget ud af deres otium
Tommy Bendorff
Han synes, at regeringsgrundlaget er ”lidt til den positive side”.
Med en fortid som brolægger er hans fingre ødelagte, så han er delvist på seniorpension.
– Pensionsalderen skulle helst ikke stige mere. Jeg vil gerne have, at den stopper på 67 år, så folk også kan nå at få noget ud af deres otium, og ikke skal have rollatoren med på arbejde, siger han.
Også chaufførjobbet kan være belastende, for eksempel når en tung borger skal med trappetjener ned fra 4. sal, og chaufføren skal holde balancen imens.
Langt de fleste kolleger i virksomheden er fyldt 60 år, fortæller Tommy Bendorff:
– Folk er trætte af, at pensionsalderen bliver ved at stige. Vi snakker ret meget sammen om det som kolleger – både om helbred og pension. Flere af os er jo slidt op, siger han.
Han roser samtidig regeringen for, at Arne-pensionen skal have et løft.
– Det er en ganske udmærket ting, mener han.
