Skal vi fremover stille vores skraldespand helt ud til vejen, hvis vores indkørsel er fyldt med perlegrus eller andet ujævnt underlag?
Eller piver skraldemændene bare?
Debatten kører, efter Fagbladet 3F i denne uge har skrevet om at perlegrus er skidt for skraldemændenes arbejdsmiljø.
Flere gange om dagen må skraldemænd i Solrød Kommune trække op til 240 kilo tunge affaldscontainere flere meter over perlegrus og andet ujævnt underlag.
Og det slider på kroppen.
Skraldespandene skal ud på vejen
På bare to dage er Fagbladet 3F’s opslag om ujævnt underlag for skraldemændene blevet kommenteret af over 900 Facebook-brugere.
Flere af dem mener, at skraldespandene bare skal ud på vejen.
– Folk skal da bare køre spandene ud til vejen, og hvis de ikke gør det, får de ikke tømt. Så skal de nok lære det.
Sådan skriver Hanne Rodam Sørensen i en kommentar, som allerede har fået 119 likes.
Og Bente Madsen er enig.
– Er der nogen af jer, der har prøvet at køre affaldsbeholderen gennem perlesten – granitskærver og ja, det er ikke nemt, men det er kun den ene, I skal slæbe igennem, vognmændene skal måske slæbe 20 – 30 igennem på en dag, skriver hun blandt andet i en kommentar.
De får sgu da deres løn for at lave noget arbejde og ikke for at pive
Harry Hansen
Andre Facebook-brugere stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor reglerne ikke er ens i hele landet.
Eksempelvis er det i Facebook-bruger Jan Jansen Sørensens kommune et krav, at skraldespanden skal helt ud til vejen.
Og det samme i Anne Hillestrøm Hansens kommune.
– Den skal da ud til fortov/vejkant. Sådan har det været i “100 år og en sommer” i den kommune, jeg boede i før, skriver hun blandt andet.
Skraldemændene piver
I den anden boldgade er der også dem, som mener, at skraldemændene bare piver.
Det mener Facebook-brugeren, der går under navnet Tk Kristensen eksempelvis:
– Hold nu kæft, hvor er I skraldemænd dog blevet svage i dagens Danmark…. I kender sgu ikke længere til hårdt arbejde, skriver han i en kommentar, som allerede har fået 74 likes.
Og Harry Hansen stemmer i:
– Hold nu op, hvor folk piver nu til dags. Det ender sgu med, man selv skal køre skrald væk. De får sgu da deres løn for at lave noget arbejde og ikke for at pive, skriver han.
Andre er uforstående over, hvor pengene til nyt underlag i indkørslen skal komme fra.
– Vil 3F så mene, at de boligejere, gårdejere og andre, der har granit, perlegrus, småral eller sand eller lignende, så lige skal bekoste mange penge på at få omlagt deres indkørsler til fliser, skriver Facebook-brugeren Li Sc blandt andet i en kommentar.
Hvis du vil give din egen mening tilkende, kan du finde opslaget på Fagbladet 3F’s Facebook-side.

