Udviklingen er brandærgerlig, mener Anthony Sylvester, konsulent i 3F for integration og etnisk ligestilling.
-Når indvandrere mister jobbet, er det en af de største personlige ulykker. Det påvirker ikke kun økonomien, men også status og er en katastrofe for integrationen, siger han.
Krisen har fjernet fokus fra integration, oplever Foreningen Nydansker.
-Barrieren for at komme ind på arbejdsmarkedet er vokset for indvandrerne. Samtidig har politikerne mindre fokus på emnet og valgt en mainstream strategi om at skabe beskæftigelse for alle, siger direktør Torben Møller-Hansen.
Indvandrere ryger først
Under krisen mistede indvandrerne fra ikke vestlige lande jobbet først, forklarer Hans Hummelgaard, forskningschef for KORA. (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning)-En forklaring kan være, at indvandrere står sig dårligere i konkurrencen om job på grund af manglende sproglige kvalifikationer. Samtidig er mange ufaglærte, og der forsvinder hele tiden ufaglærte job.
Forskningschefen spår, at indvandrerne først for alvor kommer i job igen, når økonomien går bedre, medmindre, der gøres en ekstraordinær indsats.
Viden om god integration forsvandt
Tidligere havde Integrationsministeriet en integrationsservice, men den centrale ekspertise er sløjfet og det kritiserer Foreningen Nydansker.-Hvor er den viden og service henne, som kommunerne kan trække på, hvis de ønsker integration på arbejdsmarkedet, spørger Torben Møller Hansen.
På en mail skriver integrationsminister Anette Vilhelmsen (SF), at regeringen har fokus på området. Blandt andet betyder reformen af kontanthjælp, førtidspension og fleksjob, at flere bliver del af arbejdsmarkedet.
-Det er afgørende, at vi sætter ind på mange forskellige områder og løfter den generelle indsats for at få flere i beskæftigelse og uddannelse, skriver ministeren.
