3F til Christiansborg: I skal lovgive om kædeansvar

Kongressen har besluttet, at der skal være et lovbestemt kædeansvar. Det sker i kølvandet på, at EU-Kommissionen ikke mener, at den danske regering har implementeret direktiv om kædeansvar.
- Kongressen har vedtaget, at kædeansvar i byggebranchen skal sikres via lovgivning.
- Det møder stor begejstring hos 3F's Byggegruppe.
- EU-Kommissionen mener, at den danske regering ikke har implementeret direktiv om kædeansvar - det vil en lovgivning kunne ændre på.
En enstemmig kongres vedtog tirsdag et forslag fra hovedbestyrelsen om, at der skal lovgives om kædeansvar i byggeriet. Altså at byggefirmaer skal sikre, at deres underleverandører – og underleverandørernes underleverandører – ikke bliver underbetalt.
Vi er selvfølgelig superglade for, at hele 3F nu bakker op om, hvad vi har sagt de seneste ti år i Byggegruppen.
Claus von Elling
Det glæder Claus von Elling, formand for Byggegruppen i 3F:
– Vi er selvfølgelig superglade for, at hele 3F nu bakker op om, hvad vi har sagt de seneste ti år i Byggegruppen: At der er behov for et lovgivningsmæssigt kædeansvar, som det helt klar er formuleret i Håndhævelsesdirektivet, siger Claus von Elling.
– Vi har massive problemer med misbrug af udenlandsk arbejdskraft i lange underleverandørkæder. Derfor er der behov for at dem, der har opgaven, altså hovedentreprenøren også har ansvaret for, at alle ansatte har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Claus von Elling.
EU utilfreds med danske regler
Opfordringen til at lovgive om området sker i kølvandet på EU’s Håndhævelsesdirektiv. Her har EU-Kommissionen flere gange fortalt den danske regering, at den ikke har indført direktivets bestemmelser om kædeansvar tilstrækkeligt her i landet.
EU-Kommissionen har både sendt en ”åbningsskrivelse” og en ”begrundet udtalelse” til den danske regering med beskeden om, at direktivet ikke er omsat godt nok i dansk lovgivning. Næste skridt vil være en sag ved EU-Domstolen.
I Danmark har regeringen i stedet for lovgivning oprettet Arbejdsmarkedsfonden for Udstationerede Arbejdstagere (AFU). Det minder lidt om Lønmodtagernes Garantifond (LG), altså en slags solidarisk ordning, som virksomheder betaler ind til, så man kan få dækket sin løn, hvis man bliver underbetalt.
Men den ordning er altså ikke vidtrækkende nok til, at der er tale om et egentligt kædeansvar, står det til EU-Kommissionen.
En del tyder på, at en kommende lovgivning på området vil stille EU-Kommissionen tilfreds.
