En lang række håndværkere hos det skandaleombruste firma Tekno Fire er vendt tilbage til deres arbejde på supersygehusene i Odense og Køge.
Deres tilbagevenden til de kæmpe offentlige byggepladser er sket efter, at medarbejderne i det albanske firma onsdag skrev under på, at forholdene i firmaet er i orden. Det gjorde de i dokumenter fra den italienske byggemastodont Itinera, der er hovedentreprenør på byggeriet af de to supersygehuse samt Storstrømsbroen.
Men ifølge 3F Byggegruppen blev albanske arbejdere hos Tekno Fire instrueret i, hvad de skulle svare på de udleverede spørgsmål samt presset til at skrive under på en erklæring fra Itinera.
Det oplyser forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen Michael Severinsen til Fagbladet 3F.
– Vi har fået flere henvendelser fra medarbejdere hos Tekno Fire, om at de blev instrueret i at udfylde spørgeskemaer og følte sig presset til at underskrive en erklæring, siger han og fortsætter:
– Jeg giver ikke meget for Itineras undersøgelse af deres egen underleverandør. Men det kommer ikke bag på mig, at de renser sig selv. For det er desværre ikke uset i branchen, at der lige pludselig dukker erklæringer fra medarbejderne op om, at alle forhold er i orden, og at virksomheden ikke skylder dem noget.
Fagbladet 3F har set kopi af flere SMS’er til 3F fra nuværende medarbejdere hos Tekno Fire, som blandt andet skriver, at de var forpligtiget til at skrive under på erklæringen fra Itinera.
Skulle betale 9.000 kroner retur om måneden
I tirsdags bragte DR dokumentaren “På statens regning”. Her ser man blandt andet skjulte videooptagelser af, at en medarbejder hos Tekno Fire er på firmaets kontor i Albaniens hovedstad for at betale en betydelig del af sin løn tilbage til firmaet.
Efter DR’s henvendelse til Itinera forud for dokumentarens offentliggørelse suspenderede byggemastodonten Tekno Fire, og alle det albanske firmas henved 270 medarbejdere blev i slutningen af sidste uge sendt hjem fra deres arbejde på Storstrømsbroen eller et af de to supersygehuse.
De albanske medarbejdere hos Tekno Fire har fået tilladelse til at bo og arbejde i Danmark via den såkaldte beløbsordning. Det betyder, at de skal tjene mindst 40.583 kroner om måneden før skat i løn.
Men efter lønnen er blevet udbetalt, skal arbejderne aflevere tusindvis af kroner tilbage til arbejdsgiveren, fremgår det af dokumentaren.
Den albanske arbejder, der lavede de skjulte optagelser, har i gennemsnit betalt knap 9.000 kroner tilbage til firmaet hver måned, oplyser DR, der har gennemgået alle hans lønsedler.
Seks medarbejdere fra Techno Fire har fortalt til DR, at tilbagebetalingen af løn foregår systematisk for alle ansatte i Tekno Fire.
3F Byggegruppen oplyser til Fagbladet 3F, at 3F har talt med mindst 20 arbejdere, som fortæller, at de betaler penge tilbage til Tekno Fire hver måned.
– Jeg giver ikke meget for Itineras undersøgelse af deres egen underleverandør. Men det kommer ikke bag på mig, at de renser sig selv.
Michael Severinsen
Afviser returkommission
Fagbladet 3F har forelagt oplysningerne og udtalelserne fra 3F for Itineras presseansvarlige Christian Lemvigh og bedt om selskabets kommentarer til sagen.
– Tak for info. Nej tak til kommentar, skriver han i en SMS til Fagbladet 3F.
I en skriftlig udtalelse til DR har den italienske byggemastodont Itinera erklæret, at selskabet ikke mener, at DR-dokumentaren beviser, at der eksisterer en ordning om returkommission hos dets underleverandør Tekno Fire.
– Efter hvad Itinera kan erfare, refererer de begivenheder, der henvises til i dokumentaren, der blev sendt på DR den 3. december 2024, til aktiviteter og/eller forretning, der ikke har fundet sted i Danmark, og som ikke ser ud til at være relateret til de projekter, Itinera er ansvarlig for i Danmark. De forhold, som personen med skjult kamera i dokumentaren viser, vedrører heller ikke forhold, der relaterer sig til ansættelsen ved Tekno Fire i Danmark, siger Barry Crouchman, der er Nordic Area Manager hos Itinera til DR.
Hos Tekno Fire har direktøren og ejeren, Alban Cejku, afvist over for Fagbladet 3F, at nogen medarbejdere i firmaet nogensinde har betalt penge tilbage.
Ingen kommentarer
3F Byggegruppen holder dog fast i, at medarbejdere hos Tekno Fire har været nødt til at betale en stor del af deres løn tilbage til det albanske firma for at kunne arbejde for firmaet i Danmark.
– Det næste bliver formentlig at der dukker lånedokumenter op, hvor medarbejderne måske enten har lejet en bil eller købt noget andet af Tekno Fire. Sådanne metoder ser vi oftere og oftere i sager om returkommission, når arbejdsgivere skal prøve at forklare, hvorfor medarbejderne har betalt løn tilbage til dem, siger forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen Michael Severinsen.
Fagbladet 3F har fredag forgæves forsøgt at få kommentarer fra Tekno Fires ejer og direktør, Alban Cejku.
Vejdirektoratet, der er byggeherre på byggeriet af Storstrømsbroen, har torsdag oplyst til DR, at Tekno Fire fortsat er uønsket på dets statslige brobyggeri.

