Krisetider har ramt Danmark. Flere og flere medarbejdere landet over må se sig selv fyret, da corona-virusset har vendt landet på hovedet. Men ikke i Esbjerg.
Her har ’Bilka To Go’ nemlig valgt at ansætte hele 13 nye medarbejdere.
Sektionschef for Fresh Foods i Bilka Esbjerg, Knud Dreier, foreslog på et morgenmøde i går at ringe til 3F.
– Min kollega så lidt skeptisk ud, men vi aftalte at give det en chance, siger han.
Han ringede til 3F’s afdeling i Esbjerg og fik fat i faglig sekretær Henrik Berg. De to aftalte, at Henrik Berg ville forsøge at finde mulige kandidater til Bilka To Go.
Kort proces
Henrik Berg fik lavet et facebook-opslag til stillingerne. 10 minutter efter var telefonen rødglødende.
– Hver gang jeg lagde på, ringede telefonen igen, siger han.
I lige godt to timer blev Henrik Berg kimet ned. Det lykkedes ham at sende hele 35 mulige kandidater videre til Bilka To Go.
Efter de to timer aftalte begge parter, at de havde fået tilstrækkeligt med henvendelser. Samme eftermiddag havde Bilka To Go 22 interesserede til samtale.
– Jeg har aldrig prøvet noget så voldsomt før, siger Henrik Berg.
Godt samarbejde
Knud Dreier var nødsaget til at hente hjælp fra sine kollegaer og måtte booke ansættelsessamtaler hvert kvarter i tirsdag eftermiddags mellem klokken et og halv fire.
– I vores vildeste fantasi havde vi ikke forestillet os, at det blev så ekstremt. Vi er jublende lykkelige for det samarbejde, vi har fået med 3F, siger Knud Dreier.
Også i 3F Esbjerg er humøret højt.
– Det er da sådan en dag, hvor man går hjem og tænker: Yes, det var en god dag i dag. Især nu, hvor det hele er krisetiden. Det er rart at få den yes-oplevelse, siger Henrik Berg.
