Danmarks ukronede ærtekonge Peter Skov Johansen betaler fortsat ikke løn efter overenskomsten.
Det sker selv om, at ærteproducenten i en ansættelseskontrakt til en medarbejder direkte henviser til en overenskomst mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GL-S.
Så klart lyder konklusionen fra 3F Østfyn.
3F-afdelingen har gennemgået ansættelseskontrakten samt en løn- og timeseddel for den 45-årige rumæner Florentina Popa, der indtil et medarbejderoprør i sidste uge arbejdede for ærteavlerens fynske firma Greenmark ApS.
Ifølge 3F Østfyn er rumæneren blevet underbetalt med lidt mere end 60.000 kroner i løn og tillæg. Derudover kommer manglende betaling af pension, mener 3F-afdelingen.
– Vores lønberegning viser tydeligt, at virksomheden snyder medarbejderen for løn i forhold til, hvad medarbejderen er blevet lovet i ansættelseskontrakten. Det er en meget grov udnyttelse, siger faglig sekretær Hanne Pedersen.
Ifølge både ansættelseskontrakten og lønsedlen har Florentina Popa ikke fået betaling af pension, selvom dette ifølge hende selv er den tredje sæson, hun har arbejdet for Peter Skov Johansen i Danmark.
– Af ansættelseskontrakten fremgår det, at Greenmark følger overenskomsten. Så selvom virksomheden ikke har skrevet under på en overenskomst, skal arbejdsgiveren følge det, han skriver i kontrakten, siger Hanne Pedersen.

Timeseddel: Arbejdede 71 ud af 78 dage
Florentina Popa begyndte 29. maj sit sæsonarbejde for Greenmark ApS på Fyn, og ansættelsen skulle vare frem til 15. september, viser hendes ansættelseskontrakt med virksomheden.
Som såkaldt supervisor har hendes arbejde i denne sæson bestået i at lære ærteproducentens nye arbejdere at plukke ærter på en god måde.
Men 15. august udbrød en arbejdskamp på arbejdspladsen, da omkring 70 af Peter Skov Johansens rumænske ærteplukkere forlod fynske ærtemarker for at tage til 3F Østfyn i Nyborg for at få hjælp.
Jeg var glad for at forlade stedet. Jeg modtog nogle penge. Andre var ikke så heldige.
Florentina Popa
Arbejderne var dybt utilfredse med især lønforholdene hos ærteavleren, der som en af Europas største ærteproducenter i år har leveret ærter til butikker under dagligvarekoncernerne Coop og Salling Group.
Efter arbejdsoprøret vendte Florentina Popa ikke tilbage til de fynske ærtemarker.
Ifølge en timeopgørelse fra Greenmarks ApS har Florentina Popa arbejdet for virksomheden i 71 ud af 78 dage i perioden fra 29. maj til og med 14. august.
Kompensation til avler
Florentina Popas lønseddel fra Greenmark ApS viser, at hun har tjent i alt 91.935 kroner før skat. For 681 timers arbejde i marken. Det svarer til 135 kroner i timen.
Dette beløb ligger markant under, hvad den samlede timeløn – på mindst 158 kroner – skal være efter 3F’s overenskomst med GLS-A, påpeger 3F Østfyn.
Det er en meget grov udnyttelse.
Hanne Pedersen
Ifølge Florentina Popas lønseddel er der blevet trukket 1.100 kroner fra lønnen som ”kompensation for at nægte at arbejde”.
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet trukket beløbet. Jeg kan ikke gøre noget ved det nu. Jeg var glad for at forlade stedet. Jeg modtog nogle penge. Andre var ikke så heldige, skriver Florentina Popa til Fagbladet 3F.
Rumæneren siger, at hun først nægtede at arbejde fra 15. august – altså dagen efter sidste dag i lønperioden.
Ifølge hendes ansættelseskontrakt med Greenmark ApS koster det medarbejderen en bøde på 200 kroner om dagen at være fraværende fra arbejde, forlade markerne tidligere eller komme for sent på arbejde uden en gyldig grund.
Ærteavler: Vi er lønførende
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Peter Skov Johansen til 3F’s lønberegning og kritik.
Men Greenmark ApS har tirsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor Peter Skov Johansen siger:
– Vi er i forvejen lønførende i vores branche, men vil gerne indgå en aftale om akkordarbejde med 3F, som er gældende for alle. Vi har selv taget initiativ til akkordlønstigninger på over 22 procent inden for de seneste fire år og har anbefalet andre at følge efter. Vi hæver gerne lønnen, hvis der er behov, når blot 3F kan sikre, at der er ensartede vilkår for alle i branchen.
3F har – efter langvarige forhandlinger – varslet en såkaldt sympatikonflikt imod to af Peter Skov Johansens firmaer, heriblandt Greenmark ApS, fordi de ikke har villet skrive under på en overenskomst til gavn for medarbejderne.
Sympatikonflikten – som kan gøre det svært for arbejdsgiveren at afsætte sin ærter til dagligvarebutikker – kan træde i kraft på lørdag 24. august.

