Mange danske virksomheder klarer sig godt, men der er stadig krig i Ukraine. Der sker store globale omvæltninger, eksportmarkedet i Tyskland er presset, og aktørerne i byggebranchen er afhængige af, hvad der sker ude i verden.
Det var en del af budskaberne fra vicedirektør i Dansk Industri (DI), Christoffer Thomas Skov, på et pressemøde torsdag i Industriens Hus forud for forhandlingerne om nye overenskomster for de ansatte i bygge- og anlægsbranchen på 3F’s område.
– Det er vigtige forhandlinger, som har væsentlig betydning for cirka 85.000 ansatte, sagde Christoffer Thomas Skov.
Han fremhævede også, at det er blevet hverdag i økonomien igen.
– Det forventer jeg vil kunne ses i overenskomstaftalen, sagde han.
Konsekvensen af at snyde er åbenlyst mindre end gevinsten ved at gøre det.
Claus von Elling
Formand for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, lagde ud med at understrege, at byggeriet grundlæggende er en fantastisk branche at arbejde i, og at han og næstformand Jacob Scavenius nu skulle helt ind i maskinrummet, hvor rammerne for de mange tusinder bygge- og anlægsarbejderes arbejdsliv bliver sat.
– Overenskomstforhandlingerne handler grundlæggende om at skabe et arbejdsliv, som de ansatte i byggeriet kan holde til. Det er vigtigt at skabe en branche, hvor de ansatte i byggeriet kan passe deres børn uden stress. Hvor der også er plads og rum til familielivet, omsorgsdage og gode seniorordninger, sagde Claus von Elling.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2023 fik 3F Byggegruppen forhandlet sig frem til lønstigninger. Claus von Elling understregede, at han denne gang har fuldstændig tiltro til, at 3F Byggegruppen vil sikre en reallønsfremgang for medlemmerne.
“Til grin for vores egne skattekroner”
Til gengæld er der massive udfordringer med grov underbetaling og udnyttelse af udenlandske arbejdere i byggebranchen.
– I byggebranchen er vi nogle gange til grin for vores egne skattekroner. Konsekvensen af at snyde er åbenlyst mindre end gevinsten ved at gøre det, sagde Claus von Elling.
Derfor ønsker han “en større hammer”, der skal hårdt og kontant ned, når overenskomsterne bevidst og med fuldt overlæg bliver brudt.
DI: Vi er også vrede
Fra arbejdsgiversiden ser man også gerne, at der bliver gjort op med de brodne kar i byggebranchen.
– Vi er lige som 3F vrede, når vi ser udenlandske arbejdere blive udnyttet og virksomheder, der bevidst omgås reglerne. Vi bruger mange ressourcer på, at overenskomsterne bliver overholdt, sagde Christoffer Thomas Skov.
Dokumentarprogrammer som “Underdanmark”, “På statens regning” og “Den sorte svane” har afsløret omfattende økonomisk kriminalitet, svindel og udnyttelse af udenlandske byggearbejdere i Danmark.
– Meget af det, som vi har set, er decideret kriminalitet, som det er myndighedernes opgave at tage sig af. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan løse de problemer med et snuptag under overenskomstforhandlingerne, sagde Christoffer Thomas Skov.
I 2023 viste en omfattende rapport fra Aalborg Universitet, at der findes et parallelt arbejdsmarked på mange byggepladser, hvor de udenlandske arbejdere får det farligste og mest beskidte arbejde.
Samt, at de udenlandske arbejdere har næsten tre gange større risiko for at blive udsat for en arbejdsulykke end deres danske kollegaer – og at fire ud af fem ulykker blandt udenlandske arbejdere aldrig bliver anmeldt.
Anerkender problemerne
Christoffer Thomas Skov anerkendte på pressemødet, at der er brodne kar i branchen, men fremhævede samtidig, at langt de fleste virksomheder har “orden i penalhuset”.
– Vi anerkender ikke billedet af, at hele branchen er kriminel, sagde han.
Claus von Elling ser gerne, at kædeansvar bliver omfattet af lovgivningen, så det også kommer til at gælde virksomheder, der ikke er omfattet af overenskomsten.
– Vi ser mange eksempler på falske underskrifter, returkommissioner, trusler og svindel med timeløn, sagde Claus von Elling.
– Jeg håber, at forhandlingerne vil føre til nye tiltag, der kan forbedre forholdene for de udenlandske ansatte i byggebranchen, sagde han.

