KE Rengøring har som underleverandør til Forenede Service i flere år udført rengøringsarbejde på offentlige skoler og børnehaver i Nordsjælland. Måned efter måned tilbageholdt Forenede Service 11 procent af betalingen til KE Rengøring som et sikringsbeløb. Efter et års tid fik KE Rengøring udbetalt halvdelen af det tilbageholdte beløb, men da KE Rengøring ville have hele beløbet tilbage, nægtede Forenede Service. Derfor måtte retten til sidst afgøre sagen.
Ejer og direktør af KE Rengøring Kaya Er fik fuldt medhold i sagen. Han siger:
– Jeg er glad over, at vi har vundet sagen. Det er dejligt, at retfærdigheden sker fyldest, efter at jeg har kæmpet med den her sag i to år. Jeg er glad for, at selvom man er en kæmpestor virksomhed, så kan man ikke slippe af sted med at snyde mindre firmaer.
Vicedirektør blev væk
Sikringsbeløbet skulle blandt andet dække eventuelle skader under rengøringsarbejdet og skulle også reguleres efter kvaliteten af arbejdet og kundeklager.Kaya Er forklarede i retten, at han på et møde med vicedirektør, medejer og bestyrelsesmedlem hos Forenede Service Michael Krogh var blevet lovet, at KE Rengøring ville få alle sikringspengene udbetalt. Sikringssystemet var indført i Nordsjælland, hvor Michael Krogh har haft det overordnede ansvar.
Det var meningen, at Michael Krogh skulle afgive forklaring ved retten, men han mødte ikke op. I stedet stillede Forenede Service med koncerndirektør Carsten Clement – som hverken havde forhandlet kontrakten, kendte til kvaliteten af underleverandørens arbejde eller havde med den konkrete afregning at gøre.
Blandt andet på den baggrund fastslår dommeren i sin tilkendegivelse, at det ikke er bevist, at Forenede Service kunne beholde den resterende del af beløbet på sikringskontoen.
Forenede venter på dom
Fagbladet 3F har bedt om kommentarer til sagen fra vicedirektør, medejer og bestyrelsesmedlem hos Forenede Service Michael Krogh, men han har ikke reageret på henvendelser på telefon og mail.Koncerndirektør hos Forenede Service Carsten Clement har sendt en mail til Fagbladet 3F, hvor han om aftalen med KE Rengøring og dommerens tilkendegivelse i sagen blandt andet skriver:
”Vilkårene i aftalen burde have været tydeligere beskrevet fra vores side.”
”Sagen er udsat til den 14. februar 2014 på parternes stillingtagen. Vi vil frem til den dato undersøge, om vi har grund til at anke en eventuelt afsagt dom enslydende med dommerens tilkendegivelse.”

