Det viser en ny undersøgelse blandt natarbejdere foretaget i maj og juni for firmaet Ferring Lægemidler A/S.
Ringere søvnkvalitet påvirker arbejdsindsatsen og kan være skadelig for helbredet og koste arbejdsulykker, vurderer eksperter.
– Det er problematisk. Hvis man er for træt på jobbet, vil der være en større risiko for arbejdsulykker og fejl, siger Lilli Kirkeskov, ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital.
Mavesår og stress
– Man bliver træt og uoplagt. Det kan være skadeligt for helbredet og være skyld i for eksempel mavesår, siger Lilli Kirkeskov.
Også seniorforsker Åse Marie Hansen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vurderer, at den manglende søvn kan have negative konsekvenser.
– Man kommer ind i en ond cirkel, hvor man føler, at arbejdet kræver mere energi på den næste vagt. Det gør medarbejderen stresset, siger hun.
Ifølge Lilli Kirkeskov vil dårlig eller mangelfuld søvn desuden have sociale konsekvenser på jobbet eller i hjemmet, da man oftere vil havne i diskussioner og konflikter.
