Borgmester Thomas Banke (V) har opfordret offentligt ansatte til at vælge en billig fagforening.
Offentligt ansatte kan få flere penge til sig selv, hvis de vælger en billigere fagforening. Sådan lød det fra Fredericias V-borgmester tidligere på ugen. Nu trækker han i land.
Helene Krarup Olesen
Journalist
100%
Annonce
Vælg en billigere fagforening. Så får man flere penge til sig selv.
Sådan lød meldingen tidligere på ugen fra Thomas Banke (V), der er borgmester i Fredericia. Det foregik i en debat om offentligt ansattes løn på Thomas Bankes Facebook-profil. Her stod blandt andet:
”Det man måske skulle overveje blandt de offentligt ansatte var at melde sig ind i en fagforening, der bruger pengene på andet end strejke, demonstrationer, valgkamp til fordel for S og SF…”.
Møde med 3F mandag
3F ser udtalelserne som en organisationsfjendtlig handling.
– Thomas Banke burde koncentrere sig om at tegne butikken Fredericia Kommune og gemme sin ideologiske kamp til et valg, siger Bo Petersen, der er formand for 3F Fredericia.
Han henviser til Hovedaftalens § 2. Heri står, at kommunen ikke må lægge hindringer i vejen for, at de ansatte organiserer sig i forbund omfattet af hovedaftalen.
– Det burde borgmesteren som øverste chef vide. Derfor har vi anmodet borgmesteren om et forhandlingsmøde, som vi holder på mandag, siger Bo Petersen.
Indlæg fjernet
Borgmester Thomas Banke forklarer, at det ikke er hans lod at blande sig i de ansattes organisatoriske forhold.
– Udsagnet er skrevet som led i en debat om noget helt andet, og det står som femte-sjette led i den debat. Det var ikke min hensigt, at det skulle tolkes som en opfordring, siger Thomas Banke.
Han har nu fjernet indlægget fra sin profil. At sætte en organisationsstrid i gang er indlægget trods alt ikke værd, mener han.
– Jeg har respekt for det faglige system og vil egentlig gerne løse den her sag, som vi plejer – nemlig på et møde med 3F. Og ikke i pressen, siger Thomas Banke.