Hver gang Morten Christensen tog på havet, efterlod den unge fisker og 3F'er sin mor bange og bekymret inde på land.
4. august 2014 ventede Else-Marie Christensen som altid på at høre fra sin ældste søn, der havde været på arbejde på havet. Sammen med Mortens far, Svend Erik Christensen, og Mortens 15-årige lillebror, Stefan Christensen, tilbragte hun aftenen med at drikke kaffe, se fjernsyn, høre musik og spille computerspil, inden mændene gik i seng.
Klokken 23.30 tændte Else-Marie Christensen en cigaret og læste nyheder på sin mobiltelefon. To fiskere var døde i en kutter på Strandby Havn. Der stod, at de afdøde var tyskere, men Else-Marie Christensen blev urolig. Og hun rystede over hele kroppen, da en politibil en halv time efter midnat blændede ned og langsomt trillede ind i indkørslen til familiens hus i den lille by Kvissel tæt på Frederikshavn.
– Jeg vidste, at de kom med en forfærdelig besked, siger Else-Marie Christensen.
Hun lukkede de to unge betjente ind og vækkede sin mand og yngste søn. Budskabet fra betjentene fik familien til at bryde sammen: "Morten er død i en arbejdsulykke".
Betjentene fortalte, at Morten Christensens onkel, Hans Jørgen Hansen – der var skipper på kutteren "Susanne H" – også var død. Begge var blevet forgiftede og faldet bevidstløse om på grund af svovlbrintedampe og giftige luftarter fra de brislinger, som mændene havde været i gang med at losse denne varme sommeraften.
Mændene blev fundet på cirka en meters vand blandt skidtfiskene i lastrummet. Morten Christensen blev 21 år. Hans Jørgen Hansen 58 år.
To fiskere omkom i arbejdsulykke, men sagen blev henlagt på grund af familierelation from Fagbladet3f on Vimeo.
Her kan du læse alt om dødsulykken i Strandby Havn
Fundet død
Siden dødsulykken har intet været det samme for Else-Marie Christensen, 40 år, og Svend Erik Christensen, 53 år. Psykologhjælp og massiv støtte fra familien har hjulpet, men hver dag er præget af dyb sorg. Glæden er forsvundet ud af deres liv.
– Morten var en god, bette knægt, der også kunne tage nogle ordentlige byture. Men han ville alle det bedste. Efter hans død opdagede vi, at han havde købt en dyr rejse til os i julegave. Og vi havde skældt ham ud for at bruge alt for mange penge, siger Svend Erik Christensen og græder.
Både Svend Erik og Else-Marie Christensen er ufaglærte. Hun er på sygedagpenge. Han er på dagpenge. Ægteparret tilbringer det meste af deres tid i huset i Kvissel.
Brødre havde tæt forhold
Morten Christensen sagde aldrig nej til at give en hånd med, fortæller forældrene. Heller ikke når han kom dødtræt hjem fra flere uger på havet. Han spillede computer, gik op i japanske tegneserier og kunne ligge flad af grin sammen med sin far. Morten Christensen og broren Stefan Christensen var også meget tætte.
– Jeg er mest ked af det. Men jeg er også vred over det, der skete, siger Stefan Christensen, der trods ulykken fortsat vil være fisker og elev på Fiskeriskolen i Thyborøn.
– Det lovede jeg Morten. Vi skulle have haft en kutter sammen, siger Stefan Christensen, der ikke kan holde tårerne tilbage.
Tung kiste
Efter arbejdsulykken indrykkede Morten Christensens familie, daværende kæreste og hans nærmeste dødsannoncer i den lokale avis. I dødsannoncen fra Else-Marie, Svend Erik og Stefan Christensen stod blandt andet:
"Døden er som et skib, der sejler bort med en af vores kære – vi står på stranden og ser det forsvinde, det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, der hvor himmel mødes med hav…".
Else-Marie Christensen glemmer aldrig synet af Morten Christensen i kisten i kapellet.
– Hans hår sad forkert. Det fik jeg til at stritte. Jeg brød sammen, men var nødt til at erkende, at han var død. Nogen gange tror jeg stadig, at Morten bare er på havet, siger hun.
Morten Christensen og hans far gik meget op i ishockey og var store fans af Frederikshavnerklubben White Hawks. Svend Erik Christensen fortæller, at han engang gav en masse penge for en ishockey-trøje, der var signeret af stjernespilleren Illya Dubkov.
– Den lovede jeg Morten, når jeg engang døde. Nu døde han først, så han fik den med i graven, siger Svend Erik Christensen.
Morten Christensen blev bisat fra Kvissel Kirke 12. august 2014. 140 mennesker deltog i bisættelsen.
– Jeg kunne ikke bære kisten. Jeg tog tre skridt. Så måtte en anden tage over. Jeg var heller ikke i stand til at holde tale, siger Svend Erik Christensen.
Forbandede skib!
Morten Christensen havde et tæt forhold til sin skipper og onkel, Hans Jørgen Hansen. De gik på jagt sammen, og Morten Christensen boede på et værelse hos skipperen og dennes hustru, Susanne Hansen, forud for ulykken. Morten Christensens far, Svend Erik Christensen, var ligeledes glad for Hans Jørgen Hansen.
– Jeg holdt meget af min svoger, men jeg bander ham langt ned i helvede hele tiden og råber og skriger: "Du tog min søn med ned. Det kan du ikke være bekendt", fortæller Svend Erik Christensen.
Sammen med Else-Marie Christensen besøger han Morten Christensens grav på kirkegården i Kvissel hver anden dag.
– Jeg snakker med Morten: "Hvad så, min søn, hvordan går det? Hvorfor gjorde I sådan nede i lasten?" Sorgen er der hele tiden. Vi savner Morten hvert et sekund, siger Svend Erik Christensen.
Vil have placeret et strafansvar
På fiskekutteren var der ikke mekanisk ventilation i lastrummet, og under arbejdet på ulykkesdagen blev der ikke anvendt luftforsynet åndedrætsværn.
Dagen efter ulykken udstedte Arbejdstilsynet strakspåbud for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Efterfølgende beskrev Arbejdstilsynet ulykken i: "Rapport om grove overtrædelser". Strakspåbuddet blev rettet mod rederiet P/R Susanne H, som den afdøde skipper Hans Jørgen Hansen og hans søn Dan Hansen hver ejede halvdelen af.
Efterfølgende foretog Arbejdstilsynet sig ikke yderligere med henvisning til de nære relationer mellem Morten Christensen og hans onkel. Derefter standsede politiet efterforskningen, og dødsulykken blev henlagt.
– Vi har mistet en søn, men ingen har fået ansvaret for ulykken. Vi vil have et ansvar placeret. Uanset hvor det ligger. Før kan vi ikke finde ro og komme videre i livet, siger Svend Erik Christensen.



