Ifølge straffelovens § 229 er det ulovligt at udleje værelser til “erhvervsmæssig utugt” – en lovovertrædelse, der kan straffes med op til et års fængsel.
– Det er i den grad ejernes ansvar at vide, hvad der foregår i de lokaler, som de lejer ud. Det er forbudt at udleje lokaler til prostitution. Hvis vi gerne vil kvindehandel og udnyttelse af prostituerede til livs, så har vi her en oplagt mulighed for at ramme bagmændene, og derfor vil jeg have justitsministeren til at gå ind i sagen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Undrer sig over passivitet
Folketingsmedlemmet undrer sig over, at Københavns Politi ikke har foretaget sig noget i sagen trods omfattende medieomtale af, hvad der foregår på stedet.På Station City, der kun ligger et stenkast fra pornobiografen, er kriminalinspektør Per Leo Jepsen ikke meget for at kommentere sagen.
Er det ikke ulovligt at tjene penge på at leje kabiner ud til prostitution?
– Jo.
Hvorfor skrider I så ikke ind overfor Cinerotic?
– Jeg skal jo ikke fortælle dig, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør. Så jeg har ikke yderligere kommentarer, lyder det fra Per Leo Jepsen.
Flere ansatte på Station City, som Nyhedsbrevet 3F har talt med, oplyser dog, at politiet er opmærksom på den forretning, der drives i pornobiografen.
Topchefer står bag
Cinerotic ejes ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af firmaet Trois á deux, der udgøres af Leif Byrgesen, Guy Paquot og Richard Dawids. De to sidstnævnte er henholdsvis bestyrelsesformand og direktør i Compagnie du Bois Sauvage. Et børsnoteret holdingselskab i Belgien med investeringer i industri, banker og ejendomme for over tre milliarder danske kroner.Men ifølge Richard Dawids har ejerne ikke noget ansvar for ulovlighederne:
– Hvad der foregår inde i kabinerne, er jo ikke vores ansvar. Så skal vi jo have kameraer inde i kabinerne, og det er jo illegalt. Hvis folk vil lave sex, så kan man jo ikke forhindre dem i det. Og hvis en kvinde går med derned, så ved hun jo godt, hvad der er tale om, udtalte direktøren til Fagbladet 3F 6. oktober.
Og netop den udtalelse gør, at der ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er tale om en ren tilståelsessag:
– Det er jo åbenlyst, at ejerne ved, hvad der foregår i biografen, og det vil sige, at de driver dødulovlig og i øvrigt meget frastødende virksomhed midt i København, uden der bliver skredet ind, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
