Men allervigtigst er det, at bilen er klargjort, så selv motoren skinner. Alene det kan få bilens værdi til at stige med helt op til 10.000 kroner. Det viser flere forskellige tjek, som BilBasen står bag.
– Vi sendte først tre forskellige brugte biler ud til nogle forhandlere, og fik dem til at give et bud på bilerne. Derefter fik de en total omgang hos en professionel klargører, og tilbage hos bilforhandlerne var tilbuddene på bilerne pludselig fra 5.000 kroner til 10.000 kroner højere. Afhængigt af model og alder, siger journalist Jan Lang fra BilBasen.
Gå grundigt til værks
Hans erfaring er, at så snart en bil er fire år og opefter, så kan en klargøring sagtens tjene sig ind. En klargøring koster typisk 1.500 kroner og op, men man kan sagtens selv klargøre sin gamle bil – det tager bare tid.Og en klargøring består ikke bare i en gang overfladisk vask af bilen udvendig og indvendig. Fælge, motorrummet, kanter og false og områderne bag døre og bagklapper skal vaskes og pudses.
Indvendigt skal alle måtter og alt det løse ud, inden der støvsuges og gøres rent i alle hjørner, så alt støv og skidt kommer væk. Desuden skal lakken poleres, havde dybderens, poleres igen og til sidst skal der en gang lakforsegling til.
Få ordnet buler og ridser
Han påpeger desuden, at hvis der er buler eller ridser i lakken, er det en god ide at få det ordnet. Buler koster, når biler skal sælges.Desuden er det en god idé at sørge for at have den sidste synsrapport og servicebogen parat til en eventuel køber.
– Gem alle kvitteringer for de ting, du har fået lavet på bilen. Gem også kvitteringen for autostolen, hvis den skal sælges med. Det gør køber tryg, siger Jan Lang fra BilBasen.
Hvis du selv vil klargøre bilen
- Start med vaskehallen. Vask selv skidtet væk i hjørnerne og bag døre og bagklapper.
- Brug et særligt vaskemiddel til motorrummet, og skyl grundigt efter. Brug en almindelig vandslange.
- Fælgene kræver håndkraft, fælgrens og børste. Skyl grundigt af bagefter.
- Er der små ridser og stenslag i lakken, kan de dækkes med en lakstift.
- Bilen tømmes for alt løst og støvsuges overalt. Måtter, sæder og indtræk renses med tekstilrens.
- Instrumentbord og paneler støves af og shines op med vinylrens. Brug mat vinylrens til det hele.
- Ruderne kan eventuelt pudses med glasrens.
- Når lakken skal skinne, er det vigtigt at starte med en grundig lakrens. Snak med forretningen om hvilket lakrensemiddel, der vil være bedst.
- Giv til sidst finish og beskyttelse af lakken med en gang lakforsegling.
