Hvordan vil man fremover være stillet som efterladt eller pårørende, hvis for eksempel ens mand eller samlever dør på jobbet eller bliver udsat for en alvorlig arbejdsulykke, og myndighederne henlægger sagen?
Vil man have mulighed for at klage over henlæggelsen? Vil ens fagforening? Og vil en klage betyde, at sagen kan eller skal tages op igen? Det vil Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører Lennart Damsbo-Andersen have undersøgt.
– Både af hensyn til den skadelidte selv, de pårørende og de efterladte må vi få afklaret, hvem og hvornår man vil kunne klage, hvis en dødsulykke eller alvorlig arbejdsulykke bliver henlagt, siger han.
Pårørende blev aldrig hørt
Lennart Damsbo-Andersen rejste spørgsmålet på et samråd med justitsminister Søren Pind (V) onsdag 10. februar om henlæggelser af dødsulykker og alvorlige arbejdsulykker, hvor arbejdsgiveren og den afdøde eller tilskadekomne er nært beslægtede.
Her henviste Lennart Damsbo-Andersen til en artikel i Fagbladet 3F om den 72-årige Anders Dahl Andersen, der døde efter at være faldet ned fra en stige på et rullestillads. Arbejdstilsynet vurderede, at der i forbindelse med den pågældende dødsulykke var sket en grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Og isoleret set var der tale om en så grov overtrædelse, at der normalt ville være praksis for, at Arbejdstilsynet indgav en politianmeldelse.
– Men det skete ikke. Arbejdstilsynet henlagde blandt andet sagen, fordi den afdøde og arbejdsgiveren var venner. Men Arbejdstilsynet spurgte kun arbejdsgiveren om de personlige relationer. Den afdødes enke og voksne børn blev aldrig hørt, før sagen blev henlagt, siger Lennart Damsbo-Andersen.
Objektiv interesse
Ifølge justitsminister Søren Pind vil henlæggelser af dødsulykker og alvorlige arbejdsulykker kunne påklages. Spørgsmålet er dog, hvilken betydning det vil have, og om en klage fra for eksempel de efterladte fremover vil kunne føre til en straffesag mod arbejdsgiveren.
– Det er et interessant spørgsmål, som jeg godt vil undersøge nærmere, sagde ministeren på samrådet i onsdags.
Arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten mener også, at de juridiske muligheder for at klage over, at en dødsulykke eller alvorlig arbejdsulykke bliver henlagt på grund af familiære, nære eller nære venskabelige relationer, skal kortlægges.
– En arbejdsgiver har jo en objektiv interesse i, at der sker tiltalefrafald. Og dermed sige, at han er venner med den afdøde eller den skadelidte, siger Christian Juhl.



