I stedet for at skære ned på arbejdsmiljøarbejdet har Bang & Olufsen fundet en smartere måde at organisere det på.
Bandt andet er antallet af medarbejdervalgte arbejdsmiljørepræsentanter skåret fra 35 til 9. Til gengæld har de fået 20 procent af deres normale arbejdstid til opgaven.
Igennem det sidste år har det givet store gevinster i form af mere professionelle arbejdsmiljørepræsentanter, som i høj grad deler deres viden med hinanden.
Alt for mange kokke
Miljøchef hos Bang & Olufsen, Rikke Dencher Aagaard, fortæller, at hun tidligere brugte meget af sin tid på møder med miljøgrupperne og med at hjælpe dem, fordi der var så mange til at løse opgaverne, at de ikke fik tilstrækkelig rutine i det.Det sidste år har hun derfor oplevet, at miljøafdelingen kan bruge mere tid på udvikling af nye tiltag.
Vigtigst er det dog, at ansvar og viden nu ligger i de enkelte afdelinger og ikke centralt i miljøafdelingen. Det gør, at arbejdsmiljøet i højere grad bliver tænkt ind i planlægningen af arbejdet.
Arbejdsmiljørepræsentanten inviteres med på afdelingsmøder, hvor første punkt på dagsordenen altid er arbejdsmiljø.
Kun få regler
Arbejdspladsen stoler på medarbejdernes sunde fornuft til at passe på sig selv og hinanden, og det kan have medvirket til, at man næsten har fået elimineret arbejdsulykkerne.Sidste år havde man kun 1,6 uheld for hver million arbejdstimer. Det skal ses i forhold til et landsgennemsnit på 26 uheld.
