Chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden Tina Morell Nielsen advarer mod annoncerne, som i værste fald kan komme til at koste dig tusindvis af kroner.
– Der er rigtig mange vildledende annoncer på nettet. Det er typisk annoncer, hvor man tilbydes noget gratis eller mod betaling af et mindre beløb – for eksempel ved at betale portoudgifter for at få en ”gratis” genstand, et gavekort eller lignende fremsendt, siger Tina Morell Nielsen.
Ugler i mosen
– Portoen skal du betale med kreditkort. Det er en måde at lokke kreditkortoplysninger ud af dig på. Og efterfølgende bliver der løbende trukket beløb på din bankkonto for en påstået abonnementsaftale. Forbrugerne overser ofte, at de samtidig indgår en abonnementsaftale, fordi det står med museskrift langt nede på siden eller inde i betingelserne, siger hun.– Vær opmærksom på de alt for gode tilbud eller ting, du kan prøve gratis. Og opgiv aldrig dine kreditkortoplysninger uden at have læst betingelserne vældig godt igennem. Der er tit ugler i mosen, siger Tina Morell Nielsen.
Hvad gør du, hvis du er blevet snydt
- Klag altid straks til den erhvervsdrivende, og fortæl, at du ikke har indgået en aftale. Bed den erhvervsdrivende om at fremlægge bevis for, at der er indgået en aftale.
- Gem en kopi af mailen eller brevet.
- Hvis den erhvervsdrivende svarer, at din IP-adresse har været brugt ved bestilling af varen eller tjenesteydelsen, er det ikke i sig selv bevis for, at du har indgået en aftale.
- Hvis der er indgået en aftale, er du forpligtet til at betale. Men du vil som udgangspunkt kunne udnytte din fortrydelsesret.
- Ved telefonisk henvendelse til dig, er aftalen kun gyldig, hvis du forudgående har givet et ”udtrykkeligt og utvetydigt” samtykke til at blive ringet op.
- Den erhvervsdrivende må ikke opkræve rykkergebyrer eller overdrage sagen til udenretlig inkasso, hvis du nægter at have indgået en aftale.
- Banken skal tilbageføre beløb, som er højere end det, der er aftalt, eller beløb, som du ikke har givet den erhvervsdrivende tilladelse til at trække på din konto.
