Det sociale netværk er ikke kun til sjov og ballade. Det er også en rigtig god platform til tillidsarbejdet. 65 tillidsfolk i Post Danmark kommunikerer på Facebook.
Oliver Batchelor
100%
Annonce
Over 2,2 millioner danskere har en profil på det sociale netværk Facebook. Og derfor er det et rigtig godt sted at fange folks opmærksomhed.
Det har tillidsrepræsentanterne i Post Danmark fundet ud af. Her bliver arbejdet mellem 65 tillidsrepræsentanter koordineret på tværs af landets 76 omdelingscentre.
– Vi kommunikerer ad tre veje hos os. På mail, Facebook og telefon. Og det har faktisk gjort, at vi organisatorisk står rigtig stærkt, siger John Tinghøj, landpost og tillidsrepræsentant for medarbejderne i Tjele ved Viborg.
Fagligt arbejde
Tillidsfolkene opretter grupper på Facebook og inviterer så medarbejderne eller de øvrige tillidsrepræsentanter til at melde sig ind i gruppen.
– Det er rigtig smart, hvis det f.eks. kun er et emne, der vedrører ansatte i Midt- og Nordjylland, så er det kun os, der har adgang til den gruppe. Vi har også en gruppe for samtlige ansatte og tidligere ansatte, fortæller John Tinghøj.
Selvom de fleste er vant til, at Facebook bliver brugt til det private netværk, så kan det sagtens bruges til det faglige arbejde, fortæller tillidsrepræsentanten.
-Vi drøfter mest fagligt stof, men der bliver også snakket private ting eller kurser, man har været på. Men Facebook bliver også brugt til kommunikation omkring overenskomst og lokalaftaler, siger John Tinghøj.
Mange brugere på Facebook
For Daniel Bæk, der er ekspert i sociale medier og partner i it-firmaet Nodes, giver det god mening at bruge Facebook, når der skal kommunikeres uden for firmaets interne mailsystemer og fora. Da de fleste tjekker deres Facebook-profil dagligt, er det let at komme i kontakt med dem.
– Den helt store fordel med Facebook i den sammenhæng er, at der er så mange, der bruger det. Og så skal man heller ikke undervurdere effekten af, at folk ikke skal ind og huske en ny adgangskode, hvis de skal læse, hvad tillidsfolkene går og laver, siger han.
Facebook har netop lanceret en ny type fora, der gør det enkelt for en større gruppe at tale sammen. Daniel Bæk råder dog tillidsfolk, der får lyst til at bruge Facebook til at sikre sig, at firmaets politik tillader brug af det sociale netværk i arbejdstiden.