- Sygdommen har været forfærdelig. Det var slemt, at kommunen stoppede mine sygedagpenge. Men det knækkede mig, da jeg følte, at sagsbehandleren beskyldte mig for at simulere, siger Karin Christiansen.
Odense Kommune mistænkte Karin Christiansen for at snyde sig syg. Kort efter fik hun skiftet hovedpulsårer, fik blodpropper og stomi, da tarmsystemet bristede. Så røg sygedagpengene.
Asger Havstein Eriksen
Journalist
100%
Annonce
Da 46-årige Karin Christiansen i september 2010 ødelagde skulderen i jobbet som handicapbuschauffør, var det starten på en alvorlig fysisk og psykisk nedtur.
Efter arbejdsulykken kom hun på sygedagpenge og fik flere og flere symptomer på andre sygdomme.
– Sygdommen har været forfærdelig. Det var slemt, at kommunen stoppede mine sygedagpenge. Men det knækkede mig, da jeg følte, at sagsbehandleren beskyldte mig for at simulere, siger Karin Christiansen, der synes, at Odense Kommune har svigtet groft.
”Mistanke om psykosomatisk problemstilling”, som der står i hendes papirer fra Jobcenter Odense. En psykosomatisk sygdom er en psykisk lidelse, hvor patienten mærker fysiske symptomer.
Tæt på amputation
I juni 2011 havde hun store smerter overalt i kroppen.
– Lægen henviste mig til Middelfart Sygehus, og det fortalte jeg sagsbehandleren på jobcentret. Men hun ville have undersøgt, om mine stærke smerter skyldtes noget psykisk, siger Karin Christiansen.
Men kort efter – i juli – kollapser hun og lever i et smertehelvede på medicin indtil slutningen af juli, hvor hun bliver opereret.
– Der var blodpropper i benene og så ringe blodforsyning i benene på grund af forkalkning, at de var tæt på amputation, siger hun.
Hun fik ved en stor operation indsat ny legemspulsåre. Men få dage efter blev hun indlagt akut med betændelse i tarmsystemet, der sprang, så hun måtte have stomi.
Tarmsystem springer
Hun fik det langsomt bedre, men økonomien hang i laser, efter kommunen i oktober 2011 stoppede sygedagpengene, da de ikke fandt mulighed for forlængelse.
– Jeg får ikke kontanthjælp, da min mand har en indtægt. Vi har brugt al opsparing og har en kassekredit. Nu skal vi låne i friværdien i vores hus – hvis vi kan. Ellers må vi hæve vores efterløn, siger hun.
Hun fortryder i dag, at hun først kontaktede 3F i december sidste år.
3F har nu anket sygedagpengestoppet, ligesom arbejdsskaden er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen.
Før jul sidste år kunne hun gå nogle få meter med rollator. Nu forventer hun at komme i job.
– Jeg får fjernet stomien i denne uge. 8-10 uger efter skulle jeg være klar. Jeg vil gerne omskoles til sosu-assistent, for mit største ønske er at arbejde, siger hun.