24 års forskel: Nogle dør før pension

Ny dansk forskning viser, at uligheden i levetid er langt større end hidtil troet. – Det kom også bag på mig, siger en af eksperterne
- Ny dansk forskning viser, at forskellen i levealder mellem laveste og højeste social status er 24 år.
- Studiet inkluderer faktorer som indkomst, uddannelse, formue, job og IQ for mænd.
- Forskeren mener, at der er store forskelle blandt 3F's medlemmer.
- Resultaterne kan påvirke pensionsreformer ved at tage højde for forskelle i levetid.
Da Mette Frederiksen udskrev valg torsdag, varslede hun, at et pensionsudspil er lige på trapperne.
Samtidig viser ny dansk forskning, at uligheden i hvor længe vi lever, er mere end dobbelt så stor, som man hidtil har ment.
Den nye forskning viser, at mænd med lavest social status i gennemsnit lever, til de er 65 år. Mænd med højest social status lever til 89 år.
Dermed er forskellen i levealder mellem top og bund hele 24 år.
– Det kom også bag på mig, at det lå i den størrelsesorden, siger seniorforsker Benjamin Ly Serena fra Rockwoolfondens forskningsenhed. Han står bag resultaterne sammen med økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner fra Københavns Universitet og Paul Bingley, forskningsprofessor i VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.
Konsekvensen er, at mens nogle kan gå på pension i 20 år, er der andre, der ikke engang lever så længe, at de overhovedet når at gå på pension.
Er du bange for, at du kan være en af dem, der knap nok når pensionsalderen? Så kontakt mig.
Formue rykker mest
Tidligere har andre forskere undersøgt ulighed ved at bruge for eksempel folks uddannelse eller indkomst som indikator. Her ligger uligheden måske på 10-15 års forskel i levealder.
Det nye er, at de tre forskere har indregnet både indkomst, uddannelse, formue, job – og for mændenes vedkommende deres IQ, som de fik målt på session.
Så har de kigget på data for alle personer født i perioden fra 1942-1944 fra de var 40 til 78 år.
Og forskellen i levetid bliver dermed langt større, end man plejer at regne med.
– Den faktor, som ser ud til at rykke mest, er formue. Det vil typisk være boligformue. Hvilket job man har, betyder også meget, forklarer Benjamin Ly Serena.
Hvis man for eksempel vedtager, at alle skal arbejde to år længere, kan det virke som en neutral politik. Men tabet af de år på pension betyder nok mere for personer, der kan forvente at leve til 70 år, end dem, der kan forvente at leve til 90 år.
Benjamin Ly Serena
Mens tallene viser en tydelig sammenhæng mellem social status og levetid, er det ikke sådan, at hvis man forbedrer sin sociale status, giver det automatisk et længere liv. Man lever ikke pludselig 15 år længere, fordi man vinder fem millioner i Lotto og bliver rig. Eller skifter job.
Stor forskel på 3F’erne
Forskeren kan ikke svare på, hvor længe et medlem i 3F kan regne med at leve.
– Men mit bud er, at der vil være et stort spænd. Nogle ufaglærte klarer sig nok dårligt, har lav indkomst, ingen formue, ingen uddannelse og så videre og risikerer – statistisk set – en tidlig død. Andre ligger i den modsatte ende, vurderer forskeren.
I disse år er pensionsalderen på vej op. I 2030 stiger den til 68. Og fem år senere til 69.
Dermed er der allerede i dag grupper, der ikke engang lever så længe, at de overhovedet når folkepensionsalderen.
Forskelle kan indgå i reformer
Ifølge Benjamin Ly Serena er resultaterne relevante i forhold til vores pensionssystem:
– Hvis man for eksempel vedtager, at alle skal arbejde to år længere, kan det virke som en neutral politik. Men tabet af de år på pension betyder nok mere for personer, der kan forvente at leve til 70 år, end dem, der kan forvente at leve til 90 år, pointerer han.
Han mener ikke, at en individuel pensionsalder vil være realistisk:
– Det vil nok være svært. Til gengæld kan man sørge for, at der er mulighed for at trække sig tidligere tilbage, for eksempel hvis helbredet er dårligt. Man kan også indregne de store forskelle i levealder, når man laver reformer af pensionssystemet, siger han.
Benjamin Ly Serena peger også på, at den store ulighed er relevant i forhold til, hvem der har mest gavn af vores velfærdsstat, hvor der bruges mange penge på de ældste borgere, når de bliver ramt af sygdom og får brug for hjælp i de sidste år.
– I virkeligheden er de måske de heldigste, fordi de har opnået at leve så længe, siger han.
