Indsatsen er endt i en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2012, som Beskæftigelsesministeriet uddeler onsdag.
At sikkerheden skulle højnes, blev for alvor klart for ledelsen, da en medarbejder for få år siden tippede med en vejtromle. Ved et lykketræf skete det mellem to træer. Men ulykken kunne være endt med et dødsfald.
Fokus på nærved-ulykker
Derfor kom der fokus på nærved-ulykker, og alle er blevet lært op til at kunne opdage potentielle arbejdsmiljøfarer. Kurset ”Vejen som arbejdsplads” samt et førstehjælpskursus er blevet obligatorisk. Og på mange måder er man gået skridtet videre, end hvad arbejdsmiljøloven foreskriver.– Tidligere havde vi mange snuble- og faldulykker. Nu har vi for eksempel forbudt ankelløst fodtøj, fortæller fællestillidsrepræsentant for 3F’erne, Kirsten Madsen.
Der er lavet brugsanvisninger og instrukser på alle opgaver, og faresignaler er tegnet ind.
– Nogle gange bliver opgaver til en ”vane”, og så overser man ting, der faktisk kan gå galt. Det undgår vi på denne måde, siger Kirsten Madsen.
Sygefraværet helt i bund
Man har også gennemgået medarbejdernes arbejdsrutiner og kigget på, hvor man laver fejl, der potentielt kan ende i en ulykke. En cementklods, der ligger i vejen, så man kan falde over den. Eller et skilt, der stikker frem, så man kan slå hovedet. Ved første rundtur var der 50 afvigelser. Ved sidste rundtur var hele 38 fejl rettet ind.– Vi har også fået udskiftet de maskiner, som var værst, så vi for eksempel undgår for voldsomme vibrationer og såkaldte ”hvide fingre”. Og sygefraværet er kommet helt i bund i afdelingen, fortæller Kirsten Madsen.

