I 2014 og 2013 kostede arbejdsulykker henholdsvis 37 og 36 personer livet herhjemme. I år har der indtil nu været ni dødsulykker, viser de foreløbige tal fra Arbejdstilsynet. Derudover er anmeldt yderligere tre dødsfald, hvor Arbejdstilsynet endnu ikke ved, om årsagen er en arbejdsulykke eller ej.
– Selv om hvert enkelt dødsfald er et for mange, er der tale om et markant fald. Både i forhold til de foregående år og i forhold til 1990’erne, hvor der var 60-90 dødsulykker om året, siger souschef og psykolog Kent J. Nielsen, Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning, der forsker i sikkerhedskultur og forebyggelse af arbejdsskader.
– Faldet kan hænge sammen med, at der er sket en udflytning af danske arbejdspladser, og at der ikke er så mange af de tunge industrivirksomheder inden for for eksempel jern og metal tilbage længere, vurderer han.
Historisk lavt tal
Arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), understreger, at det skal være sikkert at gå på arbejde.– Hver en dødsulykke, som kunne have været undgået, er en for mange. Og derfor er det rigtig glædeligt, at der set over en længere årrække på 10-15 år er en tendens til, at antallet af dødsulykker falder. Og at 2015 ser ud til at blive et år, hvor historisk få mister livet ved at gå på arbejde, siger hun.
Christina Sode Haslund mener, at faldet skyldes, at både arbejdsgivere, medarbejdere, myndigheder og arbejdsmarkedets parter har større fokus på sikkerhed og forebyggelse. Og for eksempel byggeriet har lavet en stor, fælles handlingsplan for at undgå arbejdsulykker.
– Desuden er der sket en udflytning af industrien og kommet en bedre maskinsikkerhed på arbejdspladserne, ligesom der i landbruget er færre ansatte end tidligere og er sket en automatisering og professionalisering. Dertil kommer, at antallet af dødsulykker i trafikken også er faldet markant, hvilket betyder, at også færre chauffører, håndværkere eller sælgere dør i trafikulykker, siger hun.
Stadig mange arbejdsulykker
Ifølge Arbejdstilsynet er der en svag tendens til, at der sker flere dødsulykker i anden halvdel af et år. Og selv hvis det lykkes at holde antallet af dødsulykker nede i år, er der ingen grund til at slappe af eller slække på sikkerheden. Foreløbig er der nemlig intet, som tyder på, at der vil ske færre arbejdsulykker i år end sidste år.I 2014 blev der anmeldt i alt 40.761 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. I år har tilsynet foreløbig fået 19.310 anmeldelser, svarende til knap halvdelen af det samlede antal anmeldelser sidste år.
– Umiddelbart er der ingen nedadgående tendens at spore i forhold til at reducere antallet af arbejdsulykker, konstaterer Kent J. Nielsen, Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning.

