Fagbladet 3F har talt med Niels Tørring. Han har i 32 år arbejdet med at holde Københavns gader fri for sne.
De mange år har givet Niels Tørring stor erfaring i vintervejr. Og selvom det kan minde om molbo-arbejde, kan det ifølge eksperten være en god idé at begynde at rydde, selvom det stadig sner.
– Normalt siger vi, at man først skal begynde, når snevejret stopper. Men hvis man tager en tørn efter et par timer, kan man måske nøjes med en kost og komme til bunds. Så er det lettere, siger han.
Ekspertens råd
Her er en række af hans andre gode råd:- Fat kosten: Nyfalden sne, som ikke er trådt ned, er nem at fjerne med en kost i stedet for en skovl.
- Prøv med grus: Grus koster ikke så meget som salt og er mere miljøvenligt. Vælger man gruset, skal man bruge en kornstørrelse på otte millimeter.
- Brug så lidt salt som muligt: Salt er usundt for planter, og smeltevandet kan skabe slaghuller. Salt generer også hundepoter.
- Hård frost – brug grus: Salt fungerer ikke, når temperaturen er under otte graders frost. Fryser det så meget, er der ingen vej uden om grus.
Flere gode råd
- Ved saltlage bruger du betydeligt mindre salt, end hvis det bliver strøet ud med hånden. En saltlage blandes af 1 del salt og 4 dele lunkent vand. Vejsalt er tungt opløseligt, så du skal røre hyppigt i blandingen, da saltet ellers falder til bunds. Hvis du vil slippe for at røre så ofte, kan du anvende køkkensalt. Det er hurtig opløseligt og kan bruges med det samme.
- Hvis sneen er skovlet op i en vold ude ved kørebanen, så husk at lave en gennemgang i snevolden på mindst én meters bredde, så postbuddet, renovationen og alle andre, der skal ind på din grund, kan færdes sikkert.
- Er du pensionist, kan du muligvis få hjælp til at rydde sne og salte eller gruse. Din kommunes socialforvaltning kan give oplysninger om eventuelle ordninger.
Kilde: BAR transport og engros.
