Nordsjællands Politi udvider nu sms-ordningen og undertegner den første samarbejdsaftale med et privat firma med det formål at øge trygheden i Nordsjælland, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Fremover vil også omkring 600 biler tilsluttet 4×48 TaxiNord modtage politiets meddelelser direkte på bilernes terminaler, når der er behov for at kigge efter forsvundne børn, bortgåede demente eller personer og biler, som politiet mener, kan sættes i forbindelse med indbrud og lignende.
I forvejen er 27.000 borgere i Nordsjælland tilmeldt ordningen, heraf 12.000 medarbejdere i de 13 kommuner i politikredsen.
Tryk Politi er en sms-ordning, hvor Nordsjællands Politi sender en sms ud til de tilmeldte, når Nordsjællands Politi har brug for deres hjælp om en savnet borger, eller hvis der er tricktyve i et område.
– Vi kan se, at sms-samarbejdet med borgerne virker, og jo flere vi er med, jo bedre. Vi er derfor meget glade for samarbejdet med TaxiNord, hvor vi får 600 par øjne mere til at holde øje overalt i kredsen på alle tidspunkter af døgnet, siger politidirektør Finn Borch Andersen, Nordsjællands Politi.
Direktør for 4×48 TaxiNord Carsten Aaastrup forklarer, at samarbejdet lå lige for.
– Vi har valgt at indgå et samarbejde med Nordsjællands Politi, fordi vi ser det som en del af vores samfundsansvar at være med til at skabe tryghed for borgerne i det nordsjællandske, og vi har jo næsten konstant mere end 600 vogne på gaden.
Desuden kører vi med over 4 millioner passagerer om året, og dem har vi nu mulighed for at påvirke ret aktivt til at blive en del af Tryk Politi, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Nordsjællands Politi har opklaret cirka 20 sager alene på baggrund af et direkte tip fra borgerne via sms Tryk Politi. Dertil kommer mange flere opklarede sager som følge af et direkte tip, da borgerne også kan svare på sms´en via 114 eller igennem Nordsjællands Politis Facebook-side.
Taxa-tip skal opklare politisager
600 hyrevogne skal hjælpe politiet med at opklare forbrydelse. – En del af vores samfundsansvar, siger direktør.
100%
Annonce