Over en periode på fem år har der været 182 ulykker med personskade, hvor føreren af en varebil eller lastbil har været alkoholpåvirket. Men hvad kan du gøre for at være med til at reducere antallet af ulykker?
Gør en forskel
For mange kan det være grænseoverskridende at sige til en kollega eller ven, at han eller hun bør lade køretøjet stå. Men det er vigtigt at gøre det, fordi vi alle har et ansvar og mulighed for at forhindre berusede personer i at sætte sig bag rattet og måske være skyld i en ulykke.– Det er vigtigt, at man tør stille det følsomme spørgsmål, fordi det kan redde liv. Det kan være en god ide at alliere sig med andre og sammen med dem gribe ind, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
På Facebooksiden ”Stop Spritkørsel” er der enorm opbakning til at stoppe spritkørsel. Over 127.000 personer har liket siden og udveksler erfaringer med, hvordan man kan forhindre spritkørsel, så vejene bliver mere sikre.
Kampagne og politikontrol mod spritkørsel
Fra 25. november – 20. december vil en kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden samt landsdækkende politikontroller minde trafikanterne om at lade bilen stå, når de skal i byen eller til julefrokost, hvor der kommer alkohol på bordet.I stor stil vil folk blive mindet om budskaberne via Rådet for Sikker Trafik og TrygFondens Facebook-side ”Stop Spritkørsel”.
– Det er med til at gøre en forskel, når folk deler erfaringer og bliver bedre til at sige fra. Det er afgørende, at vi alle gør noget, så vi undgår at stå i en situation, hvor vi kunne have grebet ind, men lod en person køre, og det endte i en ulykke, hvor mennesker kom til skade, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden.
