På 3F’s Facebook-side vælter det ind med folk, som har oplevet elendig aktivering. Alene de seneste dage er der kommet over 100 indlæg:
– Jeg tilkendegav, at var spild af min tid og deres penge. Så mente kursuslederen, at jeg måtte være depressiv og burde tale med min læge, skriver Bente Susanne Hansen.
– Det er helt hul i hovedet og spild af penge, lyder det fra Annette Dorit Nielsen.
Poker og facebook
Indlæggene kommer i kølvandet på Fagbladet 3F’s afsløring af håbløst jobkursus hos den “anden aktør” JK-Proces i Fredericia. Her bliver arbejdsløse parkeret til Facebook og poker – nogle i over to år. Hvis de nægter at troppe op, mister de deres dagpenge.
– Hvad med at bruge pengene på at give os en uddannelse i stedet?, spørger Heidi L. Fruergaard.
Ole Skou mener, at “jobkurserne er regeringens bagvendte måde at suge penge fra kommunekasserne over i private kursusudbyderes lommer.”
Scorer kassen
Fagbladet har også afsløret, at JK-Proces scorer kassen på det elendige kursus. Næsten en halv million havde firmaet i overskud sidste år. Penge direkte i lommerne på firmaets ejere.
Det har bragt sindene i kog på Facebook:
– Overskuddet kan sammen med andre millioner fra jobaktiveringskurser, gemmes og bruges til at skaffe uddannelsespladser. Penge brugt til uddannelse, er penge investeret i DK’s fremtid. Og ikke planløse intetsigende kurser, skriver Kurt Engel.
