Den polske kvinde arbejdede på Gartneriet Nældebakken i 2010 og 2011. Hun fik 60 kroner i timen for arbejdet. Det skete, selvom virksomheden var medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og derved forpligtiget til at følge overenskomsten på gartneriområdet, som forlangte 125 kroner i timeløn de pågældende år. Men kvinden var ansat i vikarbureauet Assistin, der ikke har overenskomst.
Kvinden er ikke medlem af 3F og havde derfor rejst sagen mod Gartneriet Nældebakken som privatperson.
Byretten afgjorde, at gartneriarbejderen ikke har ”et individuelt aftaleretligt krav på løn svarende til den overenskomstmæssige løn”.
Kun udenlandske medarbejdere
Den polske kvinde forklarede i retten, at timelønnen var 60 kroner, og at der ikke var tillæg eller bonus derudover. På Gartneriet Nældebakken arbejdede hun ifølge sin vidneforklaring både sammen med danske fastansatte og udenlandske vikarer, som havde de samme arbejdsopgaver.Ifølge dombogen fremførte den polske kvindes advokat i retten:
”Der er gode grunde til, at vikarbureauet udelukkende antog udenlandske medarbejdere, idet danske medarbejdere er for oplyste og ikke vil kunne udnyttes på samme måde”.
En anden polsk kvinde og en litauisk kvinde forklarede som vidner i retten, at de også tjente 60 kroner i timen i 2011 og 2012 for arbejde på Gartneriet Nældebakken som ansatte hos Assistin. En litauisk vikar fortalte fra vidneskranken, at han ikke på noget tidspunkt havde tjent 125 kroner i timen for arbejdet hos Nældebakken.
Vikarbureau: Gartneri betalte 90 kroner i timen
Assistins ejer og direktør Theis Pedersen oplyste i retten, at han fra 2007/08 begyndte at sende vikarer til Nældebakken, og at gartneriet var en mellemstor kunde. Nældebakken betalte 90 kroner pr. vikartime, forklarede vikarbureauejeren, der også er direktør for vikarbureauet Jobassist.Direktøren forklarede også, at ”han vil tro, at medarbejderne fra Assistin har været bekendt med, at de ikke var omfattet af en overenskomst”, fremgår det af dombogen.
En polsk manager vidnede i retten, at han arbejdede for både Jobassist og Assistin, og at vikarbureauerne havde hen ved 30 gartnerier som kunder.
Formand: Ville ikke undgå at betale overenskomstmæssig løn
Gartneriet Nældebakkens ejer og direktør, Jan Knudsen, oplyste i retten, at virksomheden har brugt vikarer siden 2006/08. Direktøren oplyste også, at Nældebakken begyndte at anvende såkaldte entrepriseaftaler i efteråret 2011 – og der blev fremlagt en ikke underskrevet entrepriseaftale fra 5. oktober 2011 med Assistin.Ifølge dombogen forklarede Jan Knudsen i retten, at han ikke mindes, ”om der er nogen vikarer, der har fortalt ham, at de fik 60 kroner i timen”. Gartneriejeren forklarede også, at han heller ikke kan ”huske, om de betalte vikarbureauet en timebetaling svarende til overenskomsten, men de betalte i hvert fald væsentlig mere end 60 kroner i timen til vikarbureauet”.
Til Fagbladet 3F siger gartneriejer Jan Knudsen, at han ikke har nogen kommentarer til dommen fra Retten i Odense. Og at han ”slet ikke har noget forhold til” lønnen på 60 kroner i timen for beskæftigede på hans gartneri.
Bestyrelsesformand for Gartneriet Nældebakken Flemming Holst Pedersen forklarede i retten, at han ikke var bekendt med, at vikarer blev aflønnet med 60 kroner i timen.
”Det var ikke for at undgå at betale en overenskomstmæssig løn, at Nældebakken anvendte Assistin. Når de anvender vikarer frem for selv at ansætte, er det navnlig af administrative hensyn”, sagde Flemming Holst Pedersen ifølge dombogen.

