I det daglige må tillidsfolk i princippet ytre sig på lige fod med kollegerne. Der er bare større fokus på det de tillidsvalgte siger, og dermed skal de også være mere varsomme, mener juraprofessor.
Peter Andersen
100%
Annonce
Når en tillidsrepræsentant siger til en avis, at eneste udvej er ulovlige arbejdsnedlæggelser, er der – for at bruge en tidligere statsministers yndlingsudtryk – ikke noget at komme efter.
Det gjorde tillidsrepræsentant på Sauer-Danfoss i begyndelsen af maj. Han endte med at gå selv, men ellers havde virksomheden været i sin gode ret til at skille sig af med ham.
– Ifølge de fleste overenskomster kræves der en tvingende grund, hvis man vil afskedige en tillidsrepræsentant. Men hvis tillidsrepræsentanten modarbejder overenskomsten, er det relativt let for en arbejdsgiver at skille sig af med vedkommende, siger Ole Hasselbalch.
Fokus på tillidsvalgte
Han er juraprofessor ved Handelshøjskolen i Århus og blandt andet forfatter til bogen Tillidsmandsret.
Ifølge Ole Hasselbalch har tillidsfolk i princippet samme ytringsfrihed som deres kolleger. Hvis man altså ser bort fra faglige konflikter og de tilfælde, hvor tillidsrepræsentanten også sidder i virksomhedens bestyrelse og dermed kan have tavshedspligt.
Ofte vil der bare ofte være mere fokus på det, de tillidsvalgte siger – ikke mindst i sager, der har mediernes interesse.
Gå kommandovejen
– I almindelighed skal man passe morderligt på, når man har fat i pressen, især hvis man ikke kender journalisten. Pressen bruger tillidsfolkene som brændstof og er ligeglad med, hvordan de er stillet bagefter. Det man siger, kan blive strammet, og en almindelig tillidsrepræsentant har ingen chance for at håndtere en journalist. Jeg har set så mange eksempler på det, siger Ole Hasselbalch.
Han opfordrer desuden til, at man i første omgang holder sin kritik internt.
– Tillidsvalgte skal gå til ledelsen først og dernæst de naturlige eksterne veje. Til Arbejdstilsynet, hvis det for eksempel drejer sig om et arbejdsmiljøproblem. Man risikerer at komme i loyalitetsproblemer, hvis man går direkte i pressen. Og en opmand i en fyringssag vil helt sikkert lægge vægt på, at man ikke har fulgt kommandovejen, siger han.
Intet er lukket på nettet
Sidste år blev en tillidsrepræsentant på Ferrosan fyret, fordi han havde videregivet kollegers kritik på 3F-klubbens hjemmeside. Der var ikke engang tale om direkte kritik af ledelsen, men alligevel blev fyringen blåstemplet ved en faglig voldgift.
Ole Hasselbalch advarer om, hvor galt man kan komme af sted på internettet, uanset om det er nok så lukkede hjemmesider, blogs, Facebook eller Twitter.
– Når det først er lagt på nettet er det ude, uanset hvad man tror, og man kan komme frygtelig galt af sted. For eksempel var der en kommunal tillidsrepræsentant, der opridsede hele slagplanen for en serie ulovlige aktioner på Facebook, fortæller han.