Mogens Christensen – der siden 1990 har været valgt for Venstre til byrådet i først Søndersø Kommune og siden Nordfyns Kommune – blev landskendt, da han 1. december deltog i tv-programmet ‘Den dag de fremmede forsvandt’ på DR. Her fortalte arbejdsgiveren, at han var glad for sine udenlandske medarbejdere.
På tirsdagens kontrolbesøg var 3F repræsenteret ved den lokale afdeling, 3F Nordhøjfyn, og Den Grønne Gruppe i 3F. Her kom det frem, at Mogens Christensen ikke havde betalt pension samt havde betalt for lidt i løn og tillæg til udenlandske medarbejdere. Dermed havde arbejdsgiveren brudt den overenskomst, han havde forpligtiget sig til at følge som medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A.
– Vi er godt tilfredse med, at arbejdsgiveren har lagt sig fladt ned og erkendt, at han ikke har fulgt overenskomsten og derfor nu har efterbetalt det skyldige beløb. Men det undrer os, at arbejdsgiveren har gjort forskel på danske og udenlandske medarbejdere ved ikke at betale pension til udlændingene, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
Glade for udlændinge
Mogens Christensens virksomhed producerer æbler og Iceberg-salat. I tv-programmet fortalte arbejdsgiveren, at han havde seks udenlandske og en dansk medarbejder.– Jeg er glad for de udlændinge, jeg har, fordi de har en høj arbejdsmoral. Hvorimod dem, der er tilbage i Danmark, jo nok er den lidt dårligere gruppe. Og skal vi rekruttere fra dem, så skal der mange til, tror jeg, for at vi får det rigtige hold, sagde Mogens Christensen i tv-udsendelsen.
Under tirsdagens kontrolbesøg kom det frem, at hans virksomhed har efterbetalt omkring 320.000 kroner i manglende pension til en håndfuld udlændinge. Derudover har han efterbetalt omkring 30.000 kroner i manglende løn og tillæg.
Gjorde forskel på udlændinge og danskere
Mogens Christensen bekræfter over for Fagbladet 3F, at han har efterbetalt omkring 350.000 kroner.– Jeg har ikke så mange kommentarer ud over, at jeg har lavet en fejl i forbindelse med pension. Det var jeg ikke klar over. Det har jeg så rettet op på. Derudover var der lidt fejl i den lønskala, vi har brugt. Det har vi også rettet op på. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Mogens Christensen, der oprettede sin virksomhed i 1972.
Var du ikke klar over, at udlændinge også skal have pension?
– Nej, det var jeg ikke. Det er selvfølgelig min fejl, at jeg ikke har været sat rigtigt ind i det. Men det har jeg ikke været, for så havde jeg selvfølgelig betalt det, siger Mogens Christensen.
I DR’s tv-eksperiment arbejdede danske Connie i en uge sammen med Mogens Christensens medarbejdere, der høstede Iceberg-salat. Arbejdsgiverens ægtefælle, der også er hans medarbejder, syntes, at Connies arbejdsuge gik ”meget godt”. Men alligevel blev danskeren ikke tilbudt et arbejde – i stedet fik hun ”lidt æblemost” med hjem. Forklaringen fra arbejdsgiverens hustru var, at virksomheden ikke havde noget arbejde, da det var sidst på sæsonen.

