Efter frokost er det “business as usual”. Stig får til opgave at reparere en kølecontainer. Han træder ned på et halvtag over den 2,5 meter høje container, men mens han står med det ene ben på halvtaget og det andet på stigen, ryger stigen væk under ham. Han falder bagover, banker med stor kraft kroppen ned i stålcontaineren og ryger med hovedet først ned i asfalten. Alt bliver sort.
Aggressiv og selvmordstanker
Da han kommer til bevidsthed igen, ligger han på ortopædkirurgisk afdeling på Århus Kommunehospital. En dundrende smerte løber gennem hele kroppen, og han har fået en kraftig hjernerystelse. Han har slået hul i baghovedet, slået venstre arm og skulder og fået piskesmæld. Ud over smerterne er han uklar i hovedet og kan ikke huske ulykken. På sengestuen er hans kone og en af kollegerne fra Århus Havn.Alle taler de om arbejdsulykken, men underligt nok er Stigs ulykke af politiet blevet rapporteret som “et hændeligt uheld”.
Et hændeligt uheld, som Mærsk senere får en bøde på 25.000 kroner for. Stigen, som Stig stod på, var ikke forsvarlig og dermed et brud på Arbejdsmiljøloven.
Dagen efter ulykken udskrives Stig, men de følgende nætter lider han af frygtelige mareridt. Han råber i søvne og slår omkring sig. Hans smerter tiltager, og han bliver mere aggressiv og vil begå selvmord. Det ender med, at han og konen få dage efter må opsøge hjælp på psykiatrisk skadestue.
Her konkluderer overlægen: “Patienten har akutte angstsymptomer, søvnbesvær, stemningssvingninger og selvmordstanker efter ulykke.”
I månederne efter bliver det værre. Arbejdsskadestyrelsen har på dette tidspunkt vurderet Stig Hansens psykiske mén til at være 20 procent.
Alligevel nægter Tryg at godkende Arbejdsskadestyrelsens vurdering og anker afgørelsen. Et juridisk tovtrækkeri kan nu begynde, og Stig Hansens psyke begynder at falde fra hinanden. Han bliver mere og mere ustabil og kan ikke styre sig selv. Han begynder at få intensiv behandling og flere speciallæger, psykiatere og psykologer vurderer ham til at lide af posttraumatisk stresssyndrom. En psykisk lidelse, hvor man veksler mellem aggressivitet og dybe depressioner.
– Man taler om en kort lunte. Jeg har ingen lunte. Den mindste lyd får mig til at lette fra stolen, og den mindste irritation får mig helt op i det røde felt, fortæller Stig Hansen.
Mister konen
Stigs sociale liv falder efterhånden sammen. På grund af de psykiske veer af det posttraumatiske stresssyndrom kan han ikke styre sit temperament. Hans iltre og aggressive væsen går ud over konen og vennerne. Han får massive mængder antidepressiv medicin, og selvom han aldrig rigtigt har drukket, begynder et tiltagende alkoholproblem. Til sidst giver konen op og beder Stig om at flytte.– Jeg forstår hende godt. Hun kæmpede virkelig en hård kamp, og jeg er stadig imponeret over, at hun holdt mig ud i så lang tid. Heldigvis taler vi stadig sammen og er gode venner den dag i dag, siger Stig, mens han for første gang under interviewet bliver helt stille og tydeligt ked af det.
Men det er ikke kun konen, der forsvinder. Også nogle af vennerne begynder langsomt at sive.
– På grund af min sygdom kan jeg ikke styre mit temperament. Jeg skræmmer dem, selvom de godt ved, at jeg ikke kan styre angrebene. Engang var jeg på vej ud fra fjerde sal – jeg kunne sgu ikke mere. Heldigvis kom der en kammerat og talte mig ned igen. Jeg kan godt forstå, at de ikke kan holde til mine eksplosioner, siger Stig Hansen ærligt.
Ballonudvidelse
Selvom Den Sociale Ankestyrelse nu har stadfæstet afgørelsen over for Tryg Forsikring, udebliver pengene stadig. Økonomien er trængt, for Stig Hansen betaler selv for fysioterapi og psykologhjælp, og de tiltagende mareridt samt selvmordstanker tærer på kroppen. I juni 2005 giver en blodåre i Stigs hjerte op, og han må gennemgå en ballonudvidelse. Hjerteproblemerne og hans psykiske lidelse får Arbejdsskadestyrelsen til at vurdere, at han har mistet 65 procent af sin erhvervsevne. Han frarådes at komme tilbage til arbejdsmarkedet og tilkendes 1,3 millioner kroner i erstatning. Tryg anker også denne afgørelse.Savner hverdagen
Det bureaukratiske tovtrækkeri og forsikringsmastodontens trynerier har været Stig Hansens liv de sidste godt fire år. Et liv, hvor alt er ramlet siden arbejdsulykken.– Jeg savner en hverdag. Jeg savner glæden ved at arbejde og at have noget at stå op til. Jeg vil sgu hellere undvære pengene og til gengæld have en hverdag uden depressioner, aggressioner og selvmordstanker. Jeg elskede mit liv før. Godt job og god løn og et liv med fuld fart. Pludselig drønede jeg ind i et autoværn, siger Stig Hansen.
Han kan ikke forstå, hvordan forsikringsfirmaet moralsk kan forsvare sine handlinger.
– Tre klare afgørelser til min fordel. Alligevel bliver Tryg ved med at anke. Det er ganske enkelt forkasteligt og et foragteligt menneskesyn. Der er ingen tvivl om, at de tryner folk til at opgive kampen for det, de har ret til. Hvis jeg ikke havde været med i en fagforening, der kunne hjælpe mig med at tage kampen, så havde jeg da sikkert også opgivet. Men nu kører jeg kampen til ende, siger Stig Hansen til Fagbladet 3F.
Stig Hansen faldt ned af en container. Trods flere afgørelser til Stigs fordel nægter forsikringsselskabet Tryg næsten fire år efter ulykken stadig at udbetale erstatning.
