Johan Jeppesen skal stemme for første gang i dag. Han fylder 18 år og når lige akkurat at blive stemmeberettiget.
200 unge fylder 18 i dag. Dermed kan de også stemme til folketingsvalget for første gang i deres liv.
Mathias Hagemann-Nielsen
100%
Annonce
200 danske statsborgere fylder 18 år i dag. De vil derfor kunne fejre deres fødselsdag med at stemme til folketingsvalget. Det viser et særudtræk om førstegangsvælgere, som Danmarks Statistik har lavet for Fagbladet 3F.
Tallene viser, at det drejer sig om unge 116 mænd og 84 kvinder, der nu kan tage kørekort og altså også stemme.
Blandt andet Johan Jeppesen fra Strib, der er ved at uddanne sig til tømrer:
– Jeg glæder mig til at stemme for første gang. Det bliver noget helt specielt.
260.000 nye vælgere
I alt er der er 260.191, der kan stemme første gang. Af dem var 10.100 myndige ved sidste valg, men ikke danske statsborgere. Der er 250.091 unge, der skal stemme for første gang i dag.
Det kan være en svær gruppe at fange, forklarer Johannes Andersen, der er valgforsker ved Aalborg Universitet.
– Men man skal kommunikere med de unge, der hvor de er. De har oftest ingen erfaring, men masser af nysgerrighed, siger han.
Ikke så firkantet
For Johan Jeppesen er det fint, at valgkampen er ved at være slut. For ham har det være lidt overdimensioneret med den voldsomme valgdækning, og nogle gange kan det også blive for kedeligt og firkantet.
– Men det hjælper, når der bliver lavet sjove valgvideoer på Facebook og Youtube, forklarer han.
Han glæder sig til, at Danmark kommer videre efter valget og forhåbentlig får skabt noget vækst. Han kan nemlig selv mærke, at der ikke sker så meget i byggeriet, når han er på sin læreplads.