– Man leder med lys og lygte efter en eller anden, der erklærer sig tilfreds med at være arbejdsløs, og så skal vedkommende være eksponent for hele gruppen. Det er utroligt, at så mange går med på det sludder. Ingen mennesker ønsker at være arbejdsløse, siger Jesper Christensen.
Den 68-årige skuespiller, der er kendt som “Nannas far” og alkoholikeren Kaj i ‘Bænken’ og som Bond-skurk, bygger sine pointer på menneskekundskab. Det ligger i vores natur at ville fællesskabet, siger han.
– Mennesket er et socialt dyr, vi ønsker at være sammen med andre. Derfor er det ligegyldigt, om det kan betale sig at arbejde. Vi VIL arbejde. Langt hellere end at sidde derhjemme og modtage apanage, ingen nævnt, ingen glemt, siger Jesper Christensen, der i 2006 takkede pænt nej til at modtage ridderkorset.
Løgn at folk ikke vil
Det skal kunne betale sig-mantraet bruges, hver gang man vil sænke overførselsindkomsterne, påpeger Jesper Christensen.– Det er en gammel opfindelse, og det har altid betydet, at man ville få lavere offentlige ydelser. Det er utroligt, at flere ikke gennemskuer det. Det er jo løgn, at folk ikke vil. De jobs, de taler om, findes bare ikke. De multinationale selskaber smider produktionen til tredjeverdenslande, og folk, der ikke er højtuddannede, hvad skal de gøre? Man skal lade være med at dæmonisere dem, de har ikke en chance, siger skuespilleren, der i 1970’erne blev uddannet ved det dengang socialistiske Fiolteatret.
Ligheden og fællesskabet har det svært i Danmark i dag, mener Jesper Christensen, der ville ønske, at fagforeningerne stod stærkere.
– Hvis ikke svaret på uligheden skulle komme fra den slags solidariske fællesskaber, så ved jeg ikke hvorfra. Men de er slemt medtaget i den her liberale storm, som hærger.
Han mener, at vigende medlemstal hos forskellige fagforeninger blandt andet bunder i, at mange i dag “er historieløse.”
– Ud over at tage sig af løn- og arbejdsforhold, så fungerer fagforeningen også som en skole for, hvordan vi i fællesskab kan få det bedre. Men mange aner jo ikke, hvor arbejdsvilkårene kommer fra.
Bænken gnaver stadig
Jesper Christensen selv ville blive deprimeret, hvis han ikke skulle arbejde, siger han.– Jeg kunne godt pensionere mig. Tage mine penge og sætte mig hen i skyggen. Men jeg ville jo få en depression. Det der med at møde andre og gå hen og sige: Har du hørt det og det. Fornemmelsen af at verden er der. Det betyder alt at være en del af det fælleskab, siger han.
Af de mange film og tv-serier han har medvirket i, er han mest glad for ‘Bænken,’ som handler om underklasse-Danmark.
– Alle sagde, at det gider ingen da se på. Men den dag i dag møder jeg stadig mennesker, som fortæller historier fra deres egen familie. Bænken bliver ved med at gnave, og det har jeg det sgu i orden med.
