For to år siden havde NCC 21,9 ulykker for hver million arbejdstimer. Det tal er nu faldet til 9,1.
– Vi er naturligvis meget glade og stolte over at modtage prisen. Det understreger, at det er vigtigt, at arbejdsmiljø og sikkerhed er en central del af en virksomheds strategi, siger Kåre Christensen, arbejdsmiljøchef i NCC.
NCC modtager prisen i den kategori, der hedder strategisk element.
Hjælp fra Jægerkorpset
NCC har hentet inspiration hos Jægerkorpset. Det har mundet ud i følgende regler i det daglige arbejde.- Tag vare på hinanden.
- Tænk fremad, hvad nu hvis?
- Sig fra.
Det skal være med til at sørge for, at alle passer på hinanden.
– Det er netop en pointe i vores tilgang, at selvom ledelsen sætter rammerne, skal ansvaret for sikkerheden flyttes ud i produktionen, hvor alle tager ansvar, siger Kåre Christensen.
Bør inspirere andre
Miljøkonsulent Jesper Lund Larsen fra 3F mener, at mange virksomheder kan lære af NCC.– Disse tre leveregler er selvfølgeligheder, men alle burde tænke sådan. Vi ved, at arbejdsulykker koster både virksomheden og samfundet rigtig meget, så forebyggelsen gavner alle, siger han.
Han opfordrer til, at ikke mindst offentlige bygherrer tager ved lære.
– Vi har for eksempel set på metrobyggeriet, at der har været rigtig mange arbejdsulykker, hvilket efter vores opfattelse slet ikke burde forekomme. Vi ved fra bygningen af DR Byen og flere andre store byggerier, at det er muligt at undgå de alvorlige ulykker og minimere de mindre alvorlige ulykker, siger han.
