Er din bank på randen af fallit, og har du et lån til en rente, der netop får din hverdag til at hænge sammen, så står du i en meget usikker situation. Det fortæller Kim Valentin, der er finansrådgiver i Finanshuset i Fredensborg.
Og der er adskillige banker, der er pressede, viser en analyse af 91 danske og færøske pengeinstitutter, som analysefirmaet Niro Invest har foretaget på baggrund af bankernes regnskabstal for 2011.
Hele 19 danske pengeinstitutter var ved årsskiftet så pressede økonomisk, at deres kunder burde tage sig nogle forholdsregler.
Problematisk hvis du har lånt penge
– De største problemer opstår, hvis du har lånt penge. Har du optaget et lån til en rente, der ligger på 6-8 procent, kan den pludselig komme op på 13-18 procent, hvis din bank går fallit, fortæller Kim Valentin til Newspaq.
Og det er noget, man skal tage højde for i sin økonomi, mener han, ligesom han pointerer, at det også kan være et problem at have mange penge stående i banken, hvis den lukker.
Her er Kim Valentins fem gode råd.
5 gode bankråd
1. Tag stilling
Forhold dig til, om din bank er blandt de kriseramte, der er i fare for at lukke. Det er nemt at lukke øjnene og tænke, at det går nok, men det er en dårlig idé, mener finansrådgiveren.
2. Undersøg hvilke muligheder du har
Hvis din bank står langt nede på listen, og du har nogle lån, du er afhængig af, så er det en god idé at gå ud og se, om du kan flytte dine lån til en anden bank og på hvilke vilkår. Selvfølgelig til en bank, der står højt på listen.
3. Lav en kriseplan
Hvis du ikke kan flytte dine lån, er det en god idé at overveje, hvad du så vil gøre, hvis din bank lukker. Lav en kriseplan, hvor du måske finder ud af, hvordan du kan afvikle gælden noget hurtigere.
4. Flyt formuen
Har du mere end 750.000 kroner stående i en bank, der er langt nede på listen, er det en god idé at flytte dem til en bank, der ligger højt på listen. Staten dækker nemlig kun en formue på 750.000 kroner.
5. Stil spørgsmål
Spørg dit pengeinstitut om, hvordan situationen er. Hør hvad der sker, og hvad de har gjort. Nogle af bankerne, der står nederst på listen, har nemlig fået tilført kapital, siden undersøgelsen blev lavet.