I februar 2012 mistede Heidi Paulousek sit job gennem næsten 13 år, da persiennefabrikken Hagen gik konkurs. Med sit gode humør og gåpåmod lykkedes det hende hurtigt at finde et nyt job som vikar i Vikargruppen Danmark. Hun vikarierer både som rengøringsassistent, produktionsarbejder og i kantiner, og det er hun rigtig glad for.
– Det giver mig noget at rive i. Og det er jo dejligt at føle, at nogen har brug for mig. Sådan føles det hver gang, de ringer efter mig, fortæller hun.
Men hvis Heidi Paulousek kunne, ville hun hellere have et fuldtidsjob.
– Så ville der være nogle faste kollegaer på en anden måde. Og det er usikkert. Hvis de nu ikke ringer, hvad skal jeg så finde på?
På Jobnet hver dag
Hver eneste dag tænder Heidi Paulousek sin computer for at tjekke Jobnet. Men der er ikke ret meget arbejde, når man er ufaglært.– De job, der er, er sådan nogle, der kræver, at man har en uddannelse.
Heidi Paulousek er blevet et kendt ansigt på de mange arbejdspladser, hvor hun har været. De spørger faktisk tit efter hende, hvis de skal bruge en vikar.
– Det er rigtig rart, men jeg får jo ikke det sociale med kollegaerne, selvom det er dejligt at komme ud blandt andre mennesker, fortæller hun.
Det er især det sociale, hun savner ved et fuldtidsjob. Hun bor nemlig alene, fordi børnene på 24 og 26 er flyttet hjemmefra.
Søvnløse nætter
Selvom Heidi Paulousek er rigtig glad for sit job, er det også hårdt. Hun skal ofte et nyt sted hen og møde nye kollegaer.– Det er et vidt begreb at gøre rent. Og hvad er det for nogle mennesker, jeg skal arbejde sammen med, spørger hun.
Derfor ligger hun tit søvnløs, natten før hun starter et nyt sted. Også selvom hun har været der før. For hun ved aldrig, hvem hun skal vikariere for.
– Kollegaerne har altid været søde. Men det er hårdt alligevel, siger hun.
Økonomien hænger sammen
Det ustabile job har også økonomiske konsekvenser. Heidi Paulousek får 16 kroner mindre i timen nu, end hun gjorde, da hun var fastansat. Faktisk havde hun 2.000 kroner mere mellem hænderne hver måned, da hun var fuldtidsansat. Det veksler dog, fordi hun ikke får den samme timeløn alle steder og nogle måneder kan få mere arbejde. Alligevel hænger hendes økonomi sammen, fordi hun er sparsommelig.– Jeg er heller ikke typen, der bruger ret mange penge, siger hun og forklarer, at hun næsten ikke skylder noget i huset, hvor hun har boet i 19 år.
