Disse to spørgsmål bliver i disse dage flittigt debatteret i de danske medier. Flere gange har man set, hørt og læst om arbejdsgivere, der oplever, at potentielle medarbejdere ikke vil tage jobbet, fordi det ikke kan betale sig at arbejde i forhold til at være på overførselsindkomst.
Senest kunne man blandt andre høre direktøren for Gravenhorst Plast, Rene Borggaard, i Radioavisen klage sin nød over lige netop det problem.
– Jeg har de senere år oplevet, at det er svært at finde dansk arbejdskraft. Og det er drøn ærgerligt, for jeg vil selvfølgelig helst have dansk arbejdskraft, siger Rene Borggaard.
Kun to udlændinge ansat
Men da Fagbladet 3F ringer til ham, viser det sig, at hele 16 ud af 18 ansatte i produktionen hos Gravenhorst Plast for øjeblikket er danskere. Der er kun to fra Litauen ansat.– Det er sådan, det ser ud lige nu. Men jeg oplever, at det bliver sværere og sværere af finde danskere, der vil arbejde for os. Derimod har jeg haft to meget dygtige polske medarbejdere, der desværre fik job i København, siger Rene Borggaard, der ikke lige nu står og mangler arbejdskraft.
Men da han for halvandet år siden søgte en medarbejder gennem jobformidlingen, fik han efter flere uger kun to ansøgninger. Ingen af dem var egnet til jobbet.
‘Jeg kan sende fem derud i morgen’
Mogens Justesen, der er A-kasseleder i 3F i Slagelse ærgrer sig over, at Rene Borggaard ikke henvender sig i den lokale 3F afdeling, når han mangler arbejdskraft.– Jeg kan sende fem ledige danskere ud til virksomheden i morgen. Jeg har medlemmer som arbejder for mindre end de 120 kroner i timen, som man får hos Gravenhorst Plast. Det er slet ikke noget problem at finde dansk arbejdskraft, siger Mogens Justesen og uddyber:
– Vores medlemmer vil meget gerne arbejde. Jeg synes, at man i debatten totalt har overset, at folk også får noget socialt ud af at arbejde. Og det er langt mere værdifuldt, end der hidtil har været fokus på.
Rene Borggaard vil overveje at kontakte den lokale 3F afdeling, næste gang han har brug for arbejdskraft.
