Virksomheden tilhører ellers en branche, hvor der er en reel risiko for arbejdsulykker. Hos Yara Praxair bliver der blandt andet fyldt CO2 på flasker, og der bliver arbejdet med både værktøj og maskiner.
Seks år uden arbejdsulykker kommer ikke af sig selv. Den sikre arbejdsplads er skabt gennem et målrettet samarbejde.
Arbejdsmiljørepræsentant Henrik Nygaard har været med hele vejen. Han peger blandt andet på, at der har været fokus på adfærden hos medarbejdere.
– Vi har tidligere også haft uheld og ulykker. Når nogen kom galt af sted, fandt man på en teknisk løsning. Man kunne skærme en maskine af.
– Nu taler vi også om adfærden. Selvfølgelig skal en maskine være skærmet af, hvis der er brug for det. Men hvis adfærden er tosset, nytter det ikke at skærme af, siger Henrik Nygaard.
Sikkerhed på alle møder
Ledelsen og medarbejderne nøjes heller ikke med at tale om sikkerhed ved de planlagte møder om arbejdsmiljø. Sikkerheden er med til alle møder. Og er der brug for at tale om noget, bliver det taget op omgående.– Alt her i huset begynder med sikkerhed. Så er det lige meget, om det er afdelingsmøder eller ledermøder.
– Så snart, der er noget, tager vi fat på det. Så er det lige med, om det er en kop på gulvet i kantinen, man kan glide i, eller noget, der kan sprænge i luften, siger Henrik Nygaard.
Alle tjekke sikkerhed
Virksomheden har også uddannet medarbejdere, der som en del af deres arbejdsopgave observerer sikkerheden på arbejdspladsen. Observatørerne skal rose sikkerhed og adfærd samt spørge ind til usikkerhed. Det er med til hele tiden at forbedre sikkerheden.Ifølge Henrik Nygaard fungerer det godt med forskellige øjne på arbejdsmiljø.
– Det kan godt være, at en kontorpige kan se nogen ting, vi ikke kan, siger han.
