“Kæreste Iben! Sikke en historie”, begynder brevet. Og historien har instruktøren OC Madsen nu fortalt i sin nye film Steppeulven. Her møder dreng pige og forelsker sig vanvittigt og vedholdende, mens 1960’ernes stille, stive Danmark lige så langsomt får sværere og sværere ved at lukke af for lyden af en generation, der vil mere med livet.
– Der var en stærk idealisme og et håb om at gøre verden til et bedre sted at leve dengang. Alt kom til at handle om frisættelse og frihed, og jalousi var forbudt. I virkeligheden kunne ingen af dem holde til det. Historien om Eik og Iben er også en af tidens store kærlighedshistorier, siger OC Madsen.
Kærlighedssommeren
Hans film er fyldt med bier og blomster, psykedelisk musik, skyer af hash og skud af heroin. Kredsen omkring Eik og Iben er hipstere, ikke hippier, for deres generation kom lige før dem og den store kærlighedssommer i 1967. Hipsterne går med i demonstrationerne mod atomvåben, får polititæsk og digter om frihed, og deres projekt kulminerer i forsøgene på at skabe en alternativ livsstil og en musik, der ikke lød som hverken klassisk eller Cliff Richard.Hvad er den store forskel på tiden før og tiden efter 1967?
– For Eik og Iben handlede det om politisk og personlig frisættelse, en friere seksualitet og nej til atomvåben. Efter dem kom marxisterne, uden så mange frihedsværdier, men med idéen om at omorganisere de økonomiske midler i samfundet. Eik tog afsted den sommer, da alt det begyndte. Han har en ret tydelig erkendelse af, at det ikke nytter noget at forandre samfundet, hvis vi ikke også forandrer os selv. Men jeg tror, han er splittet mellem gerne at ville leve det friere liv og følelsen af ejerskab over for Iben.
Der er kamp om samfundet og værdierne. Ser du den kamp nogen steder i dag, 50 år senere?
– Ja, der er masser af kampe. For eksempel modbevægelserne i Mellemøsten og også terroristiske modbevægelser som Islamisk Stat, som er meget stærke for tiden. I Danmark havde vi BZ’erne i 80’erne, men når jeg nu taler med et fagblad, så tænker jeg på, at det er som om, at Thomas Nielsen fra LO fik ret dengang i 1982, da han sagde, at vi har “sejret ad helvede til – godt”. Det er ikke nødvendigt at gå på gaden i Danmark mere, siger OC Madsen.
Hash og heroin
De kampe, han alligevel observerer i Danmark, udspiller sig på Facebook, Twitter og andre sociale medier, hvor det er fuldstændig omkostningsfrit at mene noget. Der bliver næppe nogensinde lavet en film om dem, der “liker” mest i løbet af en dag, og der er, efter instruktørens mening, opstået en slags “enigheden er på plads”, og at vi er så frie, som vi kan blive. Seksualiteten er sat fri i swingerklubberne. Hvad er der mere at tale om?– Vi lever i en tid med meget lidt frisættelse. Og jeg undrer mig, når jeg hører 21-årige tale om deres “drømmehus”. Det er sgu for jammerligt at tale så småborgerligt som så ung. Frihed er hårdt arbejde, man kan tage den kamp på sig eller lade være, og derfor har vi stadig brug for sådan nogen som Eik og Iben.
Tiden dengang var ikke så sorgløs. Der var også ulykkelig kærlighed, bank og unge, der gik til i hash og hårde stoffer?
– Ja, og man anede ikke, at stoffer var så farlige, og at hvis du tager for mange af dem, så bliver du paranoid, syg og tosset. Jeg kan ikke på nogen måde anbefale stoffer, men de bliver og blev brugt i en form for frisættelse. På samme måde som unge i dag danser hele natten efter at have taget en pille.
– Tiden var bestemt ikke sorgløs, men der var en lyst til at bryde konventionerne om, hvordan man skal leve. Efterkrigstidens Danmark var ekstremt konformt, og der var masser at gøre oprør imod, siger OC Madsen.
Og i dag?
– Det bedste, der kunne ske for Danmark i dag, var, at alle fik et år, hvor vi var fritaget for friværdier og lån. Et år, hvor vi ikke var tvunget til hele tiden at tage stilling til vores fremtid. Vi ville genopdage vores indre ressourcer. Et års frihed på den måde ville være en stor befrielse, selvom der sikkert også er nogen, der ville blive vanvittige af al den frihed. Jeg er selv ret dårlig til at være i det øjeblik, jeg er sat i, men kunsten er jo at lægge alle de små nu’er sammen og dermed lave en sti, man kan vandre på.
Et fængsel af muligheder
Trænger Danmark til at blive rusket?– Jeg ser Danmark som et velfungerende demokrati, hvor vi er opdraget til at stille spørgsmål og har en kritisk sans. Vi er enedes om at skabe en velfærdsstat, men velfærdsstaten er ikke noget frihedsprojekt. Det er et sted, du er nødt til at indrette dig på at være i. Jeg har to børn, der går i gymnasiet, og det er et fængsel af karakterer og valgmuligheder, hvor du skal vælge. Det er vanvittigt at bede så unge mennesker vælge én retning i deres liv. Den ultimative frihed for mig er at kunne leve for få penge: at man har valget. Og det kan du ikke i Danmark i dag.
Så Steppeulvenes og Eiks og Ibens projekt mislykkedes?
– Nej, det mislykkede ikke. Tværtimod, for de pegede på nye idéer om, hvordan vi kan leve vores liv. Men det var et eventyr, og jeg tror, at alle eventyr er sorgløse et par år, og så kommer tømmermændene. De ville bryde konventioner og leve fri for konformitet og angsten for en atomkrig mellem USSR og USA, der kunne bryde ud når som helst. Menneskeligt kæmper de også med det samme som os, med kærligheden og jalousien. Idéen om “den eneste ene” er for mig at se en romantisk forestilling, for jeg tror, der kan være flere “eneste ene’r”. Men jeg tror også, at man kan dø af ulykkelig kærlighed. Eik slap aldrig Iben.